10. klasse på Hjørring Private Realskole har i disse dage vendt blikket ud i fremtiden. De er nemlig i gang med deres obligatoriske selvvalgte opgave, eller OSO som det også kaldes. Her skal de store elever besvare det ældgamle spørgsmål: ”Hvad vil jeg være, når jeg bliver stor?”.
”Det er mega godt, jeg føler, at jeg er kommet tættere på, hvad jeg gerne vil,” udtaler en begejstret Mathilde Engbjerg, der går i 10. klasse på Hjørring Private Realskole.
I løbet af OSO-opgaven skal de unge sætte sig ind i deres fremtidige drømmejob og undersøge, hvordan de når derhen. Det indebærer blandt andet, at eleverne skal finde ud af hvilke uddannelser, de skal søge ind på, når de lige om lidt er færdige i folkeskolen og skal til at jagte deres videre karrieredrømme.
”Det er en fremtidskuende opgave,” fortæller en begejstret Birthe M. Jakobsen, som er lærer på Hjørring Private Realskole, og som har vejledt de unge igennem opgaven. ”Det tillader de unge at tage stilling til deres fremtid og sætte sig ind i deres karrieredrømme på en jordnær og faglig måde.”
Opgaven afsluttes med en mundtlig prøve, hvor eleverne skal redegøre for deres undersøgelser, og på Hjørring Private Realskole er denne del blevet udvidet med et mere visuelt præg.
Eleverne har brugt hele den forgange uge på at udarbejde deres opgaver og dertil bygge deres egne stande dedikeret til deres drømmeuddannelse, og det er fra den stand, at de får muligheden for at fortælle om deres passion – ikke bare til hinanden og til deres lærere, men også til de andre elever på skolen.
”De kan få lov til at præsentere deres passion for andre jævnaldrende, og det giver et stort nærvær imellem vores elever,” supplerer lærer Esben Jacobsen, der også har hjulpet eleverne igennem ugens opgaver ”derudover giver det de andre årgange inspiration samt en lille smagsprøve på fremtiden.”
Standene er opbygget som en traditionel messestand på ca. 2m2, og i dem står 10. klasserne omgivet af visuelle hjælpemidler, som kan hjælpe dem til at formidle deres karrieredrømme. I standen med politibetjente ligger legetøjspistoler og håndjern, en bod dedikeret til astrologifaget er prydet af stjerner og symboler, der skal forestille nattehimlen med de mange stjernetegn, og de fremtidige sygeplejersker tilbyder Covid-19 tests og har lagt et drop på en plysbamse.
”Det er superfedt at kunne få lov til at fortælle om det, man brænder for, også selvom uddannelsen tager 13 år at gennemføre,” udtaler Mathilde Engbjerg, der iført en retsmedicineruniform, viser hvordan, man undersøger en blodig tand i et mikroskop.
I standerne er også billeder og kilder, der fortæller om andre faktorer ved eleverne drømmejobs, såsom trivsel, arbejdstider, jobmuligheder og selvfølgelig gennemsnitslønnen.
”Eleverne har været ude i virkeligheden og snakke med rigtigt mennesker, der besidder det job, de drømmer om, og har ud over uniformer fået en masse inspiration til deres stande og deres videre karriere,” fortæller Esben Jacobsen.
Udstillingen er åben for hele skolen og løb af stablen fra mandag den 08. november til og med onsdag den 10.
Foto: Andreas Seneca Lundsgaard, Frederik Emil Worsøe Damm, Silas Hammer Christoffersen og Victor Nikolai Strandeng.