Af Mikael Justesen
Må jeg godt have lov til at hylde coronatidens unge? Uden at alle andre grupper bliver vrisne – “for det er da lige så synd for de gamle/de ensomme/sygeplejerskerne/børnene.”
Jojo, det er helt vildt synd for helt vildt mange. Jeg vil bare gerne udtrykke min respekt for vores ungdom, som med forbavsende få undtagelser har gjort deres til at holde coronaen i skak.
Hvis jeg lader tiden suse 30 år baglæns til min gymnasietid: fester, kammeratskab, lange nætter, weekendture i sommerlandet, alt for meget pullimut (også på en torsdag), tossede indfald fordi vi som udødelige kunne gøre alt vi kunne finde på, kærester on, diskoteker, kærester off, flere fester, mere pullimut, bræk & pjæk fra old og latin fordi det var sjovere at gå på værtshus, vilde studierejser til England og Spanien, fredagsbar, morgensamlinger, koncerter. Og sommerens studenterfester og æresrunde til forældrene efter huen var i hus – det var “når” – ikke “hvis”.
Så hopper vi til i dag. Ingen fester, ingen koncerter, ingen studierejser, ingen morgensamlinger, ingen kærester (i hvert fald næppe nogen nye for hvordan skulle det kunne gå til), ingen diskoteker, ingen fredagsbar, ingen pullimut (der er ikke meget ved virtuelt pullimut).
Og ingen pyller. De har bare gjort det, de er blevet bedt om. Selv om det var: sæt alt det sjove på pause i et år – for fællesskabets skyld. De gjorde det. De gjorde det sgu!
Tak for det, unge venner. Jeg håber I får det tabte tilbage – med renter – når festen åbner igen. Det har I fortjent, uanset om I er tømrerlærlinge, SOSU-elever, soldater, butiks- eller revisorelev – eller hvad nu. Eller studenter af alle slags.
Og jeg advarer: hvis nogen skulle få den ide at tale de kommende studenters præstation ned fordi “de jo aldrig fik en rigtig eksamen” – så vil jeg håbe at deres smålighed bliver straffet med udslæt, hæmorider og en regn af rodbehandlinger.
For coronastudenterne har gjort noget, ingen andre har gjort før dem. Det og de skal tales op. Ikke ned.
Hilsen en forhenværende ung mand.
Mikael Justesen er direktør på TV2 Nord.