Af Bjarne Laustsen
MF Socialdemokratiet
Blomstermarken 20,
Støvring
Det er forståeligt, Karsten Lauritzen, at du ikke har tid til at svare på de læserbreve, der er i Nordjyske.
Jeg har skrevet til dig om den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvor især de nordjyske søfolk, borebisser og andre gode danske håndværkere, som har rejst til Norge og Sverige for at arbejde, og har fået udbetalt løn fra arbejdsgiveren der, og derfor er berettigede til at få pension i forhold til det antal år, de har tjent den udenlandske arbejdsgiver. Men du og dit parti har indført dobbeltbeskatning i en periode, hvor I havde et erklæret ”skattestop”.
Det har jeg tilladt mig at kritisere fordi du samtidig skosede min regering for at ikke at have styr på økonomien. Men fair nok, at du ikke har haft tid til at svare mig endnu. Jeg har selvfølgelig noteret mig, at I har været optaget af interne problemer i Venstre. Det skal jeg ikke blande mig i, men da jeg så dig på TV2 Nord i programmet Fokus, hvor du flere gange sagde at grunden til, at I ikke ville være med i Politiforliget, var at I havde et skattestop, så er det jeg tænker, hvordan I så i 2008 kunne være med til at have skatten med flere tusinde kroner om måneden for ganske almindelige folk, med arbejde i et af de skandinaviske lande? Det er, som jeg vurderer det, et klart løftebrud. Og derfor, når det kniber med tiden til at svare, vil jeg gerne invitere dig til Frederikshavn når valget bliver udskrevet.
Så kan du selv få lov til at forklare din definition af et skattestop overfor de folk, som har fået en voldsom skatteforhøjelse med dig som ordfører og Kristian Jensen som skatteminister. Vi har før taget på turné sammen, og du har også lyttet. For eksempel om søfolkene ombord på havundersøgelsesskibet Dana, som var kategoriseret forkert og derfor ikke fik deres berettigede sømandsfradrag.
Det lyttede du konstruktivt til og tak for det. Selvom det ikke blev løst i din tid som skatteminister, lå forarbejdet lavet og vores regering kunne gøre arbejdet færdigt. Jeg håber også at du kunne se, at det var forkert, og jeres argumentation om, at provenuet var så småt, at ingen ville opdage det, ikke holder i virkelighedens verden. Sidst vi snakkede om det, fortalte du, at det var løbet op i 60 millioner kroner, og at du ikke havde råd til at lave det om.
Så jeg glæder mig til den kommende valgkamp, hvor vi kan få en god snak med de, der er blevet ramt af jeres såkaldte skattestop. Jeg skal nok stå på mål, blandt andet for den forhøjelse af afgiften på plastikposer, som I kalder en ”skattestigning”.