Af Hugo Frank Andersen
Født i Mosbjerg
Bor i Morild
Natten til søndag. Klokken er 03.20. Søvnen vil ikke rigtig indfinde sig. Hvad gør man så? Ja, man sidder på sin faste plads, og venter på kaffen skal blive færdig. Og så filosoferer man jo nok lidt. Og tankerne om, man jo har det godt, melder sig.
Det beviser, man ikke behøver mange penge, for at have det godt. De, der har mange af disse knitrende sedler, fortæller i hvert fald meget tit, hvor slemt det er at have sådan nogle. Det ligner lidt sangen om “De kære penge”, med Hans Kurt. Og den er gammel. Men allerede dengang, ja, måske til alle tider, er det de mest velbjærgede, der har det hårdest, og har brug for hjælp til at få ENDNU mere. Men så bliver de jo endnu hårdere ramt.
De drømmer, at de slemme socialister kommer og tager deres gud, jordisk mammon, fra dem. Hvor må det være hårdt. De har jo selv skrabet alle disse penge sammen. Været iværksættere. Og uden dem havde vi andre heller ikke kunnet hæve lidt smuler.
Så selvfølgelig må vi sørge for, de tjener penge nok. Vi er nu engang sat på denne jord for at knokle, så de kan opretholde deres velstand. Og så går vi med tanker om at udplyndre dem!!!! Vi pålægger dem enorme byrder. Som for eksempel at forlange, de skal betale skat.
SKAT!!!! Og forlanger sandelig også, at den moms de møjsommeligt har afkrævet os, skal afleveres til staten!!!! Var det ikke penge, de måtte beholde? Nej, det er kun noget de små virksomheder og arbejdere skal betale. Og det skal vi fordi, ellers er der ikke råd til hjælpepakker.
Når så man har tømt kassen til hjælpepakker, ja, så kan alle jo se, socialister ikke kan styre landet. Jo, borgerlig logik.
Jeg kan ikke sove. Er det mon, fordi jeg her har 200 kroner på min konto? Ak, de penge.