Af Lars Husted
Bævervej 21
Nr. Rubjerg
Så kom aftenen, hvor byrådet i Hjørring skulle debattere den efterhånden højspændte byggesag på Harevej 4 i Nr. Rubjerg.
Afgørelsen fra Teknik- og Miljøudvalget (TMU) var blevet løftet til byrådet af Jørgen Bing fra SF, men endte dog med at blive ratificeret af byrådet med stemmerne 29 mod 2 (Ø og F). Byggeriet kan altså forsætte med – endog meget stor – politisk opbakning fra byrådet, og der blev gjort meget ud af undgå, at forpligte sig konkret til en ny lokalplan for området.
Uanset afgørelsen og hvad man i øvrigt måtte mene om den, så er det dog værd for alle at gå ind og se eller gense debatten. Og det er der mindst én rigtig god grund til, hvis man går og tror at byrådsmøder er kedelige.
Borgmester Arne Boelt kæmpede en gennemgående brav kamp for at holde §14-paradokset fra døren, og det var tydeligt at drøftelser om ny lokalplan for Nr. Rubjerg var ”off limits” for ikke at trigge Planlovens bestemmelser, der i så fald ville stoppe byggeriet.
Allerede før man tog hul på dagsordenen proklamerede borgmesteren, at man altså ikke kom til at tale om ny lokalplan for Nr. Rubjerg i aften. De meget artige oppositionspartier havde da heller ikke noget at indvende mod det. Sådan næsten da…
For hvis man skal bruge lidt af sin tid på at se debatten om Harevej, så bør man spole frem til det øjeblik, hvor borgmesteren – efter en længere, men ret tam og skinger meningsudveksling om emnet (Jørgen Bings formidable oplæg dog undtaget) – tror, at han er ved at have landet en beslutning. Men så opponerer én af V-profilerne alligevel…
Han får på 10 sekunder og på klingende vendelbomål talt helt ind til sagens kerne – og på den afvæbnende måde, man kun kan gøre i Vendsyssel. Men dét sender borgmesteren til tælling i et episk moment, hvor man nærmest kan mærke hvordan ilten bliver suget ud af det virtuelle møde, fordi spørgsmålet med ét nulstiller hele den forudgående debat:
”Hvis nu der kommer en ansøgning her i den fase, oppe fra Harevej igen, laver vi så en paragraf 14? Fordi der er jo åben mulighed for at de [megasommerhuse] stadigvæk kan foregå indtil vi har revideret planen”.
Hele byrådet holder vejret inden borgmesteren så kaster sig ud en impulsiv afværgemanøvre, som ikke giver nogen mening ift. det ellers ret gode spørgsmål. I en bemærkelsesværdig tirade bebrejder han V-politikeren for overhovedet at stille spørgsmålet og beskylder ham for at beskylde TMU-formanden for noget, der aldrig bliver rigtigt klart for nogen, hvad er. Munden bliver dog lukket på V-politikeren og borgmesteren kan fortsætte med at afslutte punktet, som det altså ikke var meningen man skulle stille spørgsmål til.
Hvis nogen skulle være i tvivl om at Harevej-sagen ikke er nogen helt almindelig sag, så tror jeg ikke de er det mere.
Debatten kan ses her: http://hjoerring.dk/demokrati/byraad-og-politiske-udvalg/byraadet/byraads-tv.
Harevej, som er pkt. 11 på dagsordenen, kan ses fra 00:59:57 til 01.52:44. Øjeblikket, hvor borgmesteren irettesætter Svenning Christensen (V) er fra 01:45:40 til 01:48.06.