Af Torben Thomsen
Oddervej 17
Rubjerg
De nærmeste 143 sommerhusejere i Nr. Rubjeg har en enig vilje i forhold til opførelse af stort sommerhus på Harevej 4, som teknikudvalgsformand i Hjørring Kommune Søren Smalbro ikke demokratisk behøver at tage hensyn til efter en høring.
Folkets vilje kan han se stort på og ignorere i det antalsmindre demokrati uanset den klokkeklare afgørelse. Det skader oplevelsen af forståelsen for demokratiformen, når den bare intet betyder i virkelighedens verden.
Vi kan forstå, at der arbejdes på fuld kraft på at virkeliggøre opførelsen af kæmpehuset, bare få døgn efter den kommunale tilladelse. Sikkert for at forhindre yderligere bestræbelser fra modstanderne af opførelsen, Her bruges udenlandsk arbejdskraft, som underligt nok har stået til rådighed i baggrunden. Vel forhåbentlig intet ulovligt i det eller aflønning af arbejde, der ikke ser ud til at følge danske arbejdstidsregler?
Demokratiet udvides med borger-initiativer, der kan rejse en fællessag, der sagtens kan væltes af det etablerede system, så det hele ser ud som skinmanøvre. Nok så gennemargumenterede synspunkter bliver ikke tilbagevist af den politiske magt, men bliver slet ikke kommenteret. Også her i sagen, hvor de fleste af os har privat bopæl uden for kommunen. Vi kan ikke udtrykke vores utilfredshed/tilfredshed ved stemmeafgivning hvert fjerde år. Det kunne ellers med sikkerhed forskrække folk, der klæber til taburetterne.
Udvalgsformanden har været ude at sige, at man fortsætter med projektet, det vil ikke blive standset af nogen borgeres vilje, Helt nytteløst at have forsøgt. Det liberale parti Venstre bestyrer et besynderligt demokrati.