Af Gitte Lundsgaard
Harevej 2
Nr. Rubjerg
Paw Rytter har atter et godt indlæg i Nordsøposten. Tak for det og for de flere andre, du har skrevet vedr. den ulyksalige byggesag på Harevej 4, Nr. Rubjerg.
Ja, der er så sandelig noget at rydde op i og at få tilpasset de gamle lokalplaner til nutidige forhold. Du fortjener held og lykke med din opstilling til kommunalvalget i november for socialdemokratiet.
Dog kan jeg ikke lade være med at advare dig. Som kommunalbestyrelsesmedlem i Bjergsted Kommune fra 1978, og til vi rejste til Hirtshals i 1989, må jeg desværre sige, at ALDRIG nogensinde har jeg oplevet andet end, at den socialdemokratiske gruppe ved afstemninger i rådssalen når viceborgmesteren (var det derovre) havde trukket i snoren, så rejste alle sig lydigt op og vé den, der måtte have en anden mening! Selv var jeg valgt for Venstre, og dengang skete det dog, at vi var nogle medlemmer, der ikke var enige med borgmesteren og som turde stå ved det. Hvad der jo også var og er vor grundlovssikrede ret.
Venstregruppen i Hjørring byråd ligner jo til forveksling S-gruppen. Alle følger hovedløst formanden og borgmesterkandidaten Smalbro. Hvor er det forstemmende. Det havde da været en gylden chance for ved at anvende den dertil indrettede pgf. 14 at få bremset noget så gennemgribende og ødelæggende for vores natur og derved fået tid og ro til at få en dialog omkring placeringen af mastodont sommerhuse. Beskæmmende, at V-medlemmer i indlæg som støtte for Smalbro – formoder jeg – henviser til lokalplaner, der giver mulighed for at bebygge 10 procent af grundens størrelse, hvorfor folk der køber en grund skal kunne regne med det!!!!! Så skidt med alle os partshørte der protesterede, alle vores indsigelser er jo blot blevet fejet af bordet.
Så hvem kan undre sig over, at der allerede nu i en ejendomsmæglerannonce for en 7000 m2 stor grund i vort område som salgsargument gøres opmærksom på de gældende lokalplaner! Selv bor vi lige ved siden af megabyggeriet, der jo skal indeholde 5 badeværelser og 11 soverum – til ren udlejning. Vi bor selv på en ca. 5.300 m2 stor grund og har gennem flere år bygget til vort hus, så det er dag er 160 m2. Hvilke fantastiske muligheder vi har!
Nemt vil vi kunne bygge 340 m2 til i håb om at score kassen til udlejning for store grupper. Naturligvis må vi så rydde hele grunden for træer og natur, nøjagtigt som den nye nabo har måttet gøre – men hvad gør det. Nu er vejen jo vist, og vi er i gang!
Lur mig om ikke vi alle vil opleve, hvordan alle de håbefulde opstillede til byrådet ved valget i november er ved at falde over hinanden for i annoncer og avisindlæg til bedyre, hvor meget de går ind for ”gennemsigtighed, åbenhed, borgermedindflydelse, tage borgernes meninger og ønsker alvorligt og hvor varmt, de går ind for Hjørring som en ægte naturkommune”.
Hvem sagde vælgerbedrag og hykleri? Så kære Paw, held og lykke, måtte personer med dine synspunkter være dem, der de næste fire år skal styre vores kommune.