Da Elisabeth Faye i 1875 startede sin pigeskole i Skolegade i Hjørring, havde hun afgjort ikke kunnet forestille sig, at den 150 år senere havde udviklet sig til byens største skole for næsten 700 elever og 75 ansatte.
150 års jubilæet den 1. maj er anledning til, at Erhverv Hjørring besøger Hjørring Private Realskole og skoleleder Klaus Lundsgaard på hans kontor i den tidligere kommunale Østre Skole, hvor HPR har holdt til siden begyndelsen af 1980’ere og siden bredt sig til i alt syv lokaliteter på Vendiavej og H. F. Bjørnsvej.
Fra kontoret kan Klaus Lundsgaard høre, at der bores og bankes i bygningens gavl, hvor kunstneren Peter Max-Jakobsen er i gang med det kunstværk, der synligt skal markere privatskolens 150 år.
Netop synlighed er vigtig for Hjørring Private Realskole, fremhæver Klaus Lundsgaard.

”Vi er jo en virksomhed, der ud fra de generelle regler fra undervisningsministeriet skal generere et overskud til den daglige drift og til investering i fremtiden. Der skal populært sagt kunder i butikken, elever i klasserne, så vi gør meget for at gøre os synlige i bybilledet.
Festligholdelsen af jubilæet er én måde at gøre os synlige på. Man kan også se os på bannere i bybilledet og reklamefilm i biografen, og selvfølgelig er vi til stede på internettet og de sociale medier.
Vi har også startet en børnehave, som naturligvis har en kvalitet i sig selv, og som giver os muligvis for at arbejde med børnene tidligt, og børnehaven bliver dermed en form for fødekæde til skolen.”
Hjørring Private Realskole er en selvejende institution og opererer i konkurrence med de kommunale folkeskoler.
”Vi oplever, at konkurrencesituationen ikke er fair. Bag skoledriften er Hjørring Private Realskole en virksomhed, som de færreste nok ved. På grund af det stilles vi overfor større krav til dokumentation end det kommunale skolevæsen. Vi skal især bruge mange kræfter på at leve op til økonomisk dokumentation.”
Klaus Lundsgaard er dog godt tilfreds med HPR’s elevers faglige niveau. De fleste af eleverne sendes videre til gymnasiet. Skolens holdning er dog, at eleverne skal tage den ungdomsuddannelse, som de ønsker.
”Selvfølgelig lægger vi vægt på fagligheden her på skolen. Men vi vægter også den almene dannelse højt. Børne skal respektere og omgås hinanden ordentligt, og de skal have gode vaner, inden vi sender den videre ud i livet,” siger Klaus Lundsgaard.
”Det handler blandt andet om basale ting som at møde til tiden og at overholde ordensreglerne som for eksempel ikke at bruge mobiltelefon i skoletiden. Vi påtaler overtrædelser, og hvis det sker tredje gang, er konsekvensen en god gammeldags eftersidning for de store elever.”
HPR spænder i dag fra børnehave til 10. klasse, men med den kommende uddannelsesreform bliver det sidste trin afskaffet. Og det er Klaus Lundsgaard ked af.
”Det er naturligvis kedeligt, at vores forretningsgrundlag bliver mindre, når 10. klasse udfases. Det skal vi nu nok håndtere. Men vi har faktisk et rigtig godt 10. klasse tilbud, som vi er kede af at nedlægge. Og jeg synes, vi kommer at svigte mange unge.
10. klasse er et modningsår, der medvirker til at gøre de unge bedre rustet til gymnasiet eller andre ungdomsuddannelser. Det har især drengene meget brug for. Pigerne er meget mere modne til de krav om selvstændighed, som de møder efter skolen. Men drengene har det svært og får det endnu sværere, når 10. klasse falder væk,” siger Klaus Lundsgaard.
Kilde: Erhverv Hjørring.