Hirtshals Turismes nye tilbud bliver i form af en ny, mobil turistinformation med selvbetjening supplereret med personlig betjening under for eksempel byens større events. Det sker i tæt samarbejde med Hirtshals Handel & Erhverv, som bidrager til det nye tiltag ved at stille deres aktivitetsvogn til rådighed.
”Det er vi utrolig glade for og det er endnu et godt eksempel på det tætte samarbejde vi har på tværs af
organisationerne i Hirtshals,” siger turistchef Laila Zielke.
Med i det lokale samarbejde er også Byforum Hirtshals’ frivillige fortovsmatroser. De er i gang med at give
vognen en tiltrængt opfriskning både indvendig og udvendig, så den mobile turistinformation fremstår flot
og indbydende.
Fortovsmatroserne er snart færdige med den indvendige renovering, hvor der blandt andet er blevet plads
til en ny hyldesektion til turistmateriale. Herefter skal de udvendige facader have en opfriskning.
”Placeringen bliver meget synlig for byens gæster, idet vi netop har indgået en aftale med Per Kro fra
Hotel Hirtshals, som velvilligt stiller et areal til rådighed i Jørgen Fibigersgade, hvor den mobile
turistformation vil kunne ses fra både Den grønne Plads, Hjørringgade og Nørregade,” fortsætter Laila
Zielke.
”En mobil turistinformation giver mange fordele. Dels vil vi være endnu mere synlige i midtbyen og dels vil
vi kunne komme rundt til mange af de begivenheder og events, som foregår i vores lokalområde.
Både i og omkring Hirtshals, men også når der er arrangementer i for eksempel Tornby og Tversted. Det vil kunne ske i et tæt samarbejde med lokale arrangører, som samtidig kan gøre brug af vognen i forbindelse med deres arrangement. Vi forventer at kunne slå dørene op til den mobile turistinformation først i maj og vognen vil foreløbig være tilgængelig i hele højsæsonen,” uddyber turistchefen.
“Samtidig har vi åbent fire dage om ugen året rundt på den nye turistinformation på Det gamle Rådhus,” slutter Laila Zielke.