Den 18-årige mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger og sigtet for både røveri og ildspåsættelse efter onsdagens væbnede røveri.
Det skete efter et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring, fortæller anklager Kristina Frandsen, skriver TV2 Nord.
Det væbnede røveri mod Dagli’ Brugsen i Mosbjerg ved Sindal skete omkring klokken 18 onsdag aften, hvor manden kom ind i butikken og truede sig til et ukendt beløb ved hjælp af en større dolk.
Manden flygtede fra stedet i en større sort bil med polske nummerplader.
Nægter sig skyldig
Godt en halv time efter røveriet i Mosbjerg modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om en brændende bil på Tolstrupvej ved Tversted, og politiet skrev på Twitter, at det er gerningsmandens bil.
Den 18-årige blev kørt til politigården i Aalborg og er torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger men nægter sig fortsat skyldig. Han valgte dog ikke at kære varetægtsfængslingen til landsretten.
Der var dørlukning i retten af hensyn til efterforskningen, der fortsat er i fuld gang.
Har man oplysninger i sagen, kan man henvende sig til Nordjyllands Politi på 114.
Kilde: TV2 Nord.