Efter at have spist madpakke på stranden ville dronefotograf Henning Larsen i dag flyve lidt, hvilket gav ham mulighed for at kunne se, at åens udløb havde forandret sig totalt siden sidste år ved Tversted.
– Den løber nu mod nordøst, helt tæt på klitrækken, hvilket er ganske usædvanligt. Vi kørte derfor hen for at kikke lidt, og i den korte tid, vi var der, så var der flere skred i svinget, hvor åen drejer ud mod havet, på grund af strømmens erodering, fortæller Henning Larsen.
– Vi så også helt friske hjulspor, som allerede var skyllet væk, så det går stærkt. Strøm og sandvandring lukker hele tiden udløbet bag sig. Det er en strækning på flere hundrede meter, hvor den løber langs klitrækken, og dermed deler den også stranden mellem nedkørslen og det gamle åudløb. Stranden nær nedkørslen er blevet meget smal, uddyber den garvede dronefotograf.
Bagefter kørte Henning Larsen til Hirtshals for at se den nye hurtigfærge til Norge, Fjord FSTR, som på vej hjem til Danmark også endte i køen ved Suezkanalen.
– Køn er den ikke, men sikkert et godt skib til opgaven, konstaerede Henning Larsen.
Foto: Henning Larsen.