Hver tirsdag holder Ældre Sagens IT-cafe på biblioteket i Hirtshals åbent fra kl. 16.00 – 17.30. Her sidder frivillige fra ÆldreS agens lokalafdeling i Hirtshals klar og tilbyder hjælp til at løse de daglige it-problemer, som mange støder på. Hjælpen er gratis og kræver nødvendigvis ikke et medlemskab af Ældre Sagen. Tilmelding er ikke nødvendigt. Man skal bare møde op. Cafeen ligger på 1. sal lige ved siden af den gamle byrådssal.
Bestyrelsesmedlem i Ældre Sagens lokalafdeling i Hirtshals Kurt Jakobsen er koordinator for initiativet. Han fortæller, at der aktuelt gives hjælp til rigtig mange, der har problemer med deres MitID. Men ellers hjælper vi med alle de IT-problemer, som folk møder frem med. Hvis opgaverne er for komplekse eller for store, henviser vi til vore lokale samarbejdspartnere Høj Data og Jysk IT-Tech.
Denne tirsdag eftermiddag, hvor NordsøPosten kigger forbi IT-cafeen, er Gro Glans og Mogens Mortensen fra Ældre Sagen travlt beskæftiget med at hjælpe henholdsvis Anne Marie Dalgaard og Lindhardt Madsen med nogle bøvlede udfordringer. Selv om der arbejdes koncentreret og intenst på opgaverne, er humøret højt og muntre bemærkninger kalder ofte latteren frem.
Lokalafdelingen af Ældre Sagen i Hirtshals tilbyder i øvrigt mange spændende aktiviteter for deres medlemmer, oplyser Kurt Jakobsen, bl.a. traveture, tennis, bridge, bowling m.v. og henviser til hjemmesiden, aeldresagen.dk. Et medlemskab af ældresagen koster kr. 135,00 pr. halvår – ægtepar kr. 220,00.