Torsdag aften holdt et veloplagt folketingsmedlem Anne Honorè Østergaard et spændende og aktuelt indlæg for medlemmerne af Hirtshals Rotary Klub.
Anne fortalte indledningsvis om sine foreløbigt godt 3 år som folkevalgt for Venstre på Christiansborg. Perioden har været atypisk og stærkt udfordrende under påvirkning af bl.a. Covid-19, krigen i Ukraine og energikrisen. Internt i Venstre har der også været nogen turbulens med bl.a. et formandsskifte.
Aktuelt fylder den højspændte energikrise rigtig meget for mange danskere og virksomheder i Danmark. På Christiansborg arbejdes der på tiltag til afbødning af de høje energipriser, men Anne understregede på ærlig vis, at der ikke er nogen nemme løsninger. Det vil være vigtigt, at de løsninger, der vælges, ikke kommer til at puste yderlig til den rekordhøje inflation.
Der har været gang i valgtrommerne i nogen tid på Christiansborg og alle venter spændt på, hvornår statsministeren trykker på valgknappen. Anne Honorè Østergaard har her i foråret 2022 skiftet valgkreds fra Mariagerfjord til Hjørringkredsen, hvor hun naturligvis håber på genvalg til endnu en periode på Christiansborg.
Som tidligere nævnt i NordsøPosten vil der være mulighed for at møde minister Rasmus Prehn og Anne Honorè Østergaard i krostuen på Hirtshals Kro onsdag, den 21. september kl. 19.30 til en uformel snak.