I sidste uge afsluttede Line Østergaard Jensen sin midlertidige stilling som biolog hos Nordsøen Oceanarium. Det har ifølge den unge biolog været nogle måneder med en helt masse gode oplevelser.
– I min tid i Hirtshals varetog jeg administrative opgaver indenfor registrering og flytning af dyr. Derudover deltog jeg i den daglige formidling om livet i Nordsøen blandt andet ved speaks til fodringer, undervisning i skoletjenesten og dissektioner. Og så gik en barnedrøm i opfyldelse, da mit arbejde desuden inkluderede at passe alle oceanariets skønne dyr, fortæller Line Østergaard Jensen.
– Jobbet udfordrede mig både fagligt og personligt, hvilket har givet mig nye og forbedrede kompetencer. Det har været fedt at flytte mine egne grænser med støtte fra rigtig gode kollegaer, tilføjer biologen.
Afslutningsvis sender hun en tak til kollegaerne Kristina Ydesen og Kim J. Fogt. Ligesom hun ser frem til som gæst i fremtiden at besøge Nordsøen Oceanarium.