Fredag den 17. januar og lørdag den 18. januar afholder Sangkraft Hjørring korworkshop med chefdirigent for DR Pigekoret, Charlotte Rowan på UCN i Hjørring.
Sangkraft Hjørring blev etableret i januar 2022 og har allerede formået at være en stærk medspiller omkring inspiration til korlivet i det ganske land. Sangkraft Hjørring valgte nemlig, at noget af det, man ville lægge vægt på, var at inspirere både korsangeres og kordirigenters vækst og udvikling.
Derfor kan Sangkraft Hjørring allerede nu i første måned i 2025 fejre en tradition. Nemlig et korlederkursus med en af de fremmeste indenfor området i det ganske land. I 2023 afholdt man kursus med Susanne Wendt, leder af DR Korskolen og ekspert i børnestemmer.
I 2024 var Signe Sørensen kursusgiver. Signe Sørensen er grundlægger af Mariagerfjord Korskole – Europas første rytmiske korskole og siden 2018 fungerende korleder og projektleder på Projektet Alle Kan Synge i København. Desuden har Signe udgivet en bog om sin trivselsbasserede pædagogik og kormetodik, ”Sæt koret fri”.
Så kan man jo tænke: ”Hvad har Sangkraft Hjørring mon nu i ærmet – kan de blive ved at finde de dygtigste indenfor feltet?” Og JA! Det kan de! I år – som altså er tredje gang og derfor en tradition – er det nemlig Charlotte Rowan, chefdirigent for DR Pigekoret, som skal inspirere en stor skare af kordirigenter og musikpædagoger fra det ganske land. Knap 100 unge korsangere skal nyde godt af Charlotte Rowans kyndige vejledning, når hun arbejder med at frigøre den naturlige stemme og lokker det fulde potentiale frem i korklangen.
Workshoppen, der har over 30 deltagere, som kommer fra mange steder i landet, skal som sagt inspirere og udvikle både de unge sangere, og dem som i det daglige arbejder med korsang. Under Sangkraft Hjørrings paraply finder man Nordjysk Pigekor Juniorkor (der dirigeres af Katrine Bach Skovmand) og Nordjysk Pigekor. Sidstnævnte kor har valgt at invitere deres samarbejdskor: Klarup Pigekor med på workshop. De to kor har nemlig fælles dirigent: Christina Kjærulff, og sammen har de to kor to årlige samarbejder med Aalborg Symfoniorkester.
– Disse korpiger er altså det nærmeste, vi kommer et match til DR Pigekoret på vores breddegrader, så det bliver fantastisk for korsangerne på lørdag at møde Charlotte Rowan, der på trods af, at hun endnu ikke er fyldt 30 år allerede har taget DR’s seere og lyttere med storm. Første gang det ganske land for alvor mødte Charlotte var klokken 24 den 31. december 2023, da DR Pigekoret sang nytåret ind. Her opdagede alle, at der var noget særligt på færde, fortæller Annette Bo Nielsen, som er projektleder Sangkraft Hjørring.
– Charlotte er nemlig en usædvanlig kompetent dirigent med flair for både musik, sjæl og sceneoptræden. Hun har et imponerende CV og forstår til fulde at udnytte sine mange kompetencer. Charlotte Rowan er blandt andet uddannet ved Sidney Sussex College, University of Cambridge og har derudover en kandidatuddannelse fra Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus. Inden Charlotte Rowan tiltrådte som Chefdirigent for DR Pigekoret, var hun leder af Herning Kirkes Drengekor, tilføjer Annette Bo Nielsen.
Workshoppen starter fredag og denne dag er det Nordjysk Pigekor Juniorkor, der skal i hænderne på Charlotte Rowan. Workshoppen åbnes med ikke mindre en tre prominente talere: Hjørrings borgmester Søren Smalbro; Elsebeth Gerner Nielsen, strategisk direktør Sangens Hus og Leif Lund Jakobsen, chef for kultur og event i Hjørring Kommune.
Sangkraft Hjørrings workshop med Charlotte Rowan er støttet af Kulturalliancen og Sangens Hus.