Til efteråret skal en af Danmarks største journalistiske priser uddeles, nemlig Spadestiksprisen, der uddeles til et lokalt eller regionalt medie, der har leveret et stærkt eksempel på kritisk, undersøgende journalistik.
Denne gang sidder en journalist fra TV2 Nord med i juryen, når prisen skal uddeles. Journalist Emma Fjordbak er netop blevet præsenteret som nyt jurymedlem, skriver den lokale TV-kanals chefredaktør Tino Pedersen.
– Jeg er meget glad for at blive spurgt, om jeg vil sidde i juryen for Spadestiksprisen. Undersøgende journalistik har altid optaget mig, og det var selve årsagen til, at jeg valgte at blive journalist, siger hun.
Prisuddelingen finder sted tirsdag 11. oktober på Hotel Koldingfjord. Det sker i forbindelse med konferencen ”Et spadestik dybere”, som er en to-dages konference, der sætter fokus på den undersøgende journalistik på lokale og regionale medier i Danmark.
Brænder for at undersøge
Emma Fjordbaks passion for undersøgende journalistik udmønter sig på TV2 Nord blandt andet i, at hun står bag konceptet ”TV2 Nord undersøger”, som hun har udviklet fra bunden og producerer i samarbejde med kollega Michael Guldbrandt.
Sammen har de to gravet i alt fra den nordjyske minkskandale under coronaen til Aalborg Portlands CO2-udledning og en mørklagt sag om en russisk spion i Nørresundby, ligesom de blandt meget andet har gravet i nordjyske vinkler på miljøskandalen om brugen af det giftige stof PFOS i skum til brandslukning.
– Den lokale og regionale presse spiller ikke bare en stor rolle i medielandskabet, men det er altafgørende for demokratiet og medie-tilliden, at der bliver lavet kritisk og undersøgende journalistik alle steder i Danmark, siger Emma Fjordbak.
– Derfor glæder jeg mig til at dykke ned i det bedste af den undersøgende journalistik, der bliver lavet i hele landet, når vi skal uddele Spadestiksprisen.
Vinder scorer 100.000 kr.
Spadestiksprisen er på i alt 100.000 kroner, hvilket gør prisen til den økonomisk set største pris til den kritiske og undersøgende journalistik i Danmark.
Halvdelen af prisen går til den eller de journalister, der står bag vinderprojektet. De resterende 50.000 kroner går til det medie, som vinderen eller vinderne repræsenterer.
Pengene til mediet er øremærket til yderligere udvikling af kritisk og undersøgende journalistik.
Emma Fjordbak har arbejdet som journalist på TV2 Nord siden 2020 og var forinden ansat i Nordjyskes gravergruppe. Hun er uddannet cand.mag i dansk og mediefag fra Aalborg Universitet og har desuden læst på Stockholms Universitet.
Udover den undersøgende journalistik optræder Emma Fjordbak også fra tid til anden på skærmen som livejournalist. Hun interesserer sig blandt andet også for litteratur, og derfor kunne nordjyderne opleve hende som TV2 Nords reporter på forårets store nordjyske litteraturfestival, Ordkraft.
Spadestiksprisen er blevet uddelt siden 2002.
Det er den nordjyske journalist Bruno Ingemann, som sammen med journalist og indehaver af Brøcker Kommunikation, Morten Brøcker, har skabt ”Et spadestik dybere” og dermed står bag uddelingen af den prestigefyldte pris. Konferencen og prisuddelingen finder sted hvert andet år.
– Vi har valgt Emma Fjordbak som nyt medlem af vores jury på grund af hendes store engagement i – og interesse for – undersøgende lokal- og regional-journalistik, siger Bruno Ingemann.
Kilde: TV2 Nord.