Af Marie Olesen
Fredagens tur til Grenen startede bittert. Journalistik-redaktionen steg ud af bussen, og med det samme, så jeg hvad vi havde i vente. En kraftig vind kastede bølgerne mod kysten, og en dyster skygge sank sig over punktet, hvor de to have mødtes.
Jeg, en certificeret pessimist, marcherede langs Grenen, uforberedt på fredagens humørfyldte vejr. Mit foretrukne outfit, et jeg ville komme til at fortryde senere, bestod af nogle stramme denim-jeans, et par Converse, altså stofsko, og en billig plys-jakke, der ikke var vand-eller vindtæt.
På trods af det lettere uheldige vejr, må skønheden af havene, og Skagens generelle charme ikke ignoreres.
Rasmus, en af mine gode venner fra journalistik-redaktionen, og Lulu fra Vrå Højskole, erfaren i at tage billeder, var ved min side.
“Det er jo voldsomt, det her!” Råbte Lulu, imens vi kæmpede imod den stærke blæst. Turen tilbage fra Grenen var nemmere. Medvinden gav os et lille boost, men Rasmus var stukket af, frustreret med Lulu’s og mit tempo.
Da vi langt om længe, havde nået tilbage til bussen efter den lange tur ved Grenen, købte vi en varm chokolade hver. Lulu havde dog ikke fået nok af det iskolde vejr og besluttede sig for at købe en softice, en beslutning jeg aldrig kommer til at forstå.
Da vi satte os ind i bussen igen, gik turen til gågaden i Skagen. Mange elever, mig selv inkluderet, var blevet enige om, at et besøg til genbrugsbutikken var kritisk nødvendig. Mit tøj var plaskvådt, og mine sko var sand-blæst.
Stine, en af skolens lærere, er Skagbo, og hun forklarede os vejen til genbrugsbutikken. Hun nævnte en pølsevogn som en del af forklaringen, hurtigt og uden meget eftertanke.
Men, hun havde plantet en idé i Lulus, Rasmus’ og min egen hjerne. Der var en pølsevogn, og på ingen måde kunne vores dag ende nogenlunde godt, hvis vi ikke fik bestilt fra den pølsevogn.
Vi var ivrige, men vi vidste, at vi ikke ville kunne nyde vores mad, med vores plaskvåde tøj på.
Efter et hurtigt kig rundt i genrugsbutikken, rev jeg et par røde bukser og en blå sweater til mig, samt nogle hyggesokker, der varmede mine tæer, der på dét tidspunkt, føltes som istapper.
Vi betalte og fik en hurtig snak med de ældre kvinder, der arbejdede i genbrugsbutikken. En serie af undskyldninger efterlod min mund, da jeg opdagede, hvordan vi havde svinet deres gulv til med vores sandede sko. De smilede blot, og vi drog igen ud fra den trøstende varme, ud i efterårsvejret.
Regnen var heldigvis stoppet, og med stærk beslutsomhed, vendte vi igen opmærksomheden mod pølsevognen.
En venlig dame stod ved grillen. Hun vendte pølserne og satte brød over. Hun hed Tina.
Pølsevognen hed ‘Lasses Pølsevogn’.
En mand stod i køen. Det var tydeligt, at han var stamkunde. Han fortalte, om hvidløgsdressingen som Tina selv stod og lavede, og han var ivrig for at fortælle historier om hans mange besøg.
“Jeg arbejder seks dage om ugen,” sagde Tina og vendte pølserne på grillen. Det ville svare til cirka halvdelen af året.
Tina fortalte, at hun var sæson-medarbejder, og kun arbejder om sommeren, men arbejdet forsvinder sammen med turisterne, når vejret bliver koldere. Med et stolt blik, hev Tina et trofæ frem, hvorpå der stod ‘To The Best Pølsemand’.
Lulu tog et par billeder af Tina med et polaroid-kamera, og jeg nød at se Tinas ansigt lyse op, da hun så billederne.
“Er de ikke blevet gode?” Spurgte Lulu, og Tina grinte. “Jo, det er de faktisk.”
Den franske hotdog varmede mig op fra fingerspidserne, helt ind til maven. Uden at sige for meget, vil jeg sige at Lasses Pølsevogn var den dag min redning.
