Havet har igen i år været hård ved kysten ud for ikke mindst Tversted. Ifølge et nyhedsbrev fra Tversted Borger og Turistforening har man ikke kendskab til andre steder i Danmark, hvor kysttilbagetrækningen har samme omfang som ved Tannisbugt.
Årsagerne kan være flere:
- At der ved naturlige processer stort set ikke længere transporteres sediment forbi Hirtshals Havn fra kysten sydvest for havnen til kysten øst for havnen. Den naturlige bypass af sedimenter er stoppet.
- At en sandbølge midlertidigt bevæger sig forbi Tversted. En sådan bølge forventes at flytte sig med ca. 100-200 mod nord årligt.
- At det er naturligt for kysten i Tversted, at der i perioder er fremrykning af kystlinjen og i andre perioder tilbagerykning.
Ved Tversted har den naturlige udvikling over mere end 100 år fra 1885 til 1999 været en kystfremrykning med 1-2 meter i gennemsnit. Denne lange periode med fremrykning gav brede strande, som vi ser på gamle billeder. Brede strande med tørt sand giver sandfygning og dermed grundlaget for opbygningen af høje klitter. Den yderste klitrække er det seneste eksempel. De sidste 15 år har kysttilbagetrækningen imidlertid haft samme omfang som mere end 100 års kystfremrykning.
Myndighederne er opmærksomme på, at vi har et problem i Tversted. Hjørring Kommune har været på besigtigelse flere gange på det seneste, og Kystinspektoratet foretager undersøgelser og overvåger udviklingen.
Som det fremgår nedenfor, anstrenger kystsikringsgruppen sig på at få skabt større viden om de lokale såkaldte kystmorfologiske forhold.
VVM-undersøgelser forud for havneudvidelsen i Hirtshals
Tversted Borger- og Turistforening har tidligere orienteret om bestræbelserne på at påvirke, hvilken viden der skal indgå i myndighedernes beslutningsgrundlag, når de skal fastlægge betingelserne i tilladelsen til at igangsætte havneudvidelsen i Hirtshals.

Omkring 1. december 2022 blev afgrænsningsnotatet udsendt til høring. Notatet fastlægger, hvilken viden der skal indhentes og indgå i beslutningsgrundlaget. Se myndighedernes notat her. Som det fremgår, er der tale om kompliceret stof, og efter læsningen var vi meget skuffede. Det er vores opfattelse, at man ikke har et ønske om at få belyst Hirtshals Havns konsekvenser for kysten i Tannisbugt. Som bekendt får man kun svar på det, man beder om at få belyst, og en sag kan belyses fra mange mere eller mindre hensigtsmæssige vinkler.
I afgrænsningsnotatet nævnes undersøgelser af miljøpåvirkningen på kyst og sand ganske vist flere steder, men definitionerne, afgrænsningerne og metodekravene er meget svagt formulerede. De kystmorfologiske konsekvenser er så omfattende og komplekse, at det er nødvendigt med sammenhængende undersøgelser og analyser i VVM-undersøgelserne.
Med udgangspunkt i rådgivning fra den bedste danske viden på området opstillede vi derfor følgende krav til den viden, der er behov for, hvis myndighederne skal træffe beslutninger på et oplyst grundlag.
- Først og fremmest skal analysen dokumentere, hvilken akkumuleret konsekvens havnen har haft for sedimentbudgettet/sedimenttransporten for de forskellige sektioner af Tannisbugt, siden havnen blev etableret (0-scenarie), ligesom det konkret skal analyseres, hvad en yderligere udvidelse vil betyde for sedimentbudgettet/ sedimenttransporten. Metode: numerisk simulering.
- Dernæst skal det analyseres, hvilken akkumuleret læsideerosion havnen har forårsaget siden havnens etablering, ligesom det konkret skal beregnes, hvilken forøget læsideerosion en yderligere havneudvidelse vil indebære. Metode: numerisk simulering.
- Ligeledes skal havnens påvirkning af størrelsen og mængden af sandbølger analyseres.
- Ændres den nuværende linjeføring, dybde og bredde af sejlrenden, vil det påvirke ovennævnte kystmorfologiske forhold i Tannisbugt, og dette skal derfor analyseres selvstændigt i konsekvensrapporten.
- Hvis materialer til opfyld af havneområdet hentes fra havet i nærheden af Hirtshals Havn, skal konsekvenserne for Tannisbugt dokumenteres.
- Endelig skal VVM-rapporten indeholde en analyse af de hidtidige sammenhænge mellem klappepraksis/manglende bypass og erosion mod kysten ved Kjul/Tversted-området samt en beskrivelse af planlagt fremtidig klappepraksis og en konsekvensvurdering af den fremtidige praksis for klapning og bypass efter havneudvidelsen.
- Undersøgelserne skal fastlægge, hvorledes sedimentet, der oprenses fra indsejlingen, bedst nyttiggøres til at beskytte kysterne i Tannisbugt
Se Tversted Borger- og Turistforenings høringssvar til afgrænsningsnotatet her.
Kilde: Tversted Borger- og Turistforening.