Onsdag aften anløb HG 333 Isafold Skagen Havn med en fuld last af Blåhvilling, der landes til Fiskernes Fiskeindustri. Lasten af blåhvilling er fanget i farvandet sydvest for Irland.
Reder Karsten Mølgaard fra Rederiet Isafold oplyser til NordsøPosten, at det nye fartøj, der blev taget i brug umiddelbart efter nytår, virkelig har dokumenteret sin effektivitet under fiskeriet af blåhvilling.
”Vi anskaffede et nyt fartøj med henblik på at få noget mere lastekapacitet til industrifisk og dermed yderlig reducere CO2 belastningen pr. kg. fanget fisk, og det viser sig at holde stik.”
Karsten Mølgaard glæder sig også over, at forekomsten af blåhvilling i år en meget stor. Den danske kvote af Blåhvilling er i 2023 forøget med 67,9 procent efter indstilling fra den biologiske rådgivning.
”Det er positivt, at de observationer, som vi fiskere gør på feltet, også flugter med biologernes målinger,” noterer Karsten Mølgaard.
Losningen af den store last forventes påbegyndt torsdag aften og vil vare frem til fredag eftermiddag. Herefter sejler Isafold på blåhvillingfiskeri igen.
“Dette fiskeri vil fortsætte en god måneds tid endnu, hvorefter vi regner med at gå på tobisfiskeri,” slutter Karsten Mølgaard.
Link til tidligere artikel