HB-Firmafodbold startede lørdag kl. 8 med 2. division i mixrækken. Der var god stemning hele vejen igennem, mens der blev kæmpet hårdt om alle point.
I finalen var det Spar Nord, der vandt overbevisende 9-2 over Arkinord Arkitekter. Derefter var det 1. division i mix. Her var der knald på og højt tempo i de fleste kampe, og det var svært at spå finalisterne før til allersidst, forlyder det fra Steffen Ledet hos Hirtshals Boldklub (HB).
– Det blev Træningsenheden, der i sidste øjeblik måtte se sig slået i finalen af BDO Hirtshals. BDO Hirtshals lignede ellers en vinder i starten, men der blev til sidst udlignet i den meget spændende finale. BDO Hirtshals fik dog det sidste mål prikket ind og kunne gå derfra med Termo’s vandrepokal, fortæller stævneleder Steffen Ledet.
Herrerækken i 2. division blevet sparket i gang først på eftermiddagen. Der blev spillet både i højt tempo og hårde infights hele vejen igennem. Da der kun var 4 hold i hver pulje, skulle der både spilles kvartfinaler og semifinaler inden finalen. Så kunne man selv med en 4. plads i puljespillet ende i finalen til sidst.
Det viste sig at ske for Vestkajens Maskinværksted, der skulle mødes med MarineShaft i finalen. Kampen var helt lige i lang tid og sidste mål, som også sikrede sejren, blev sat ind af MarineShaft på bekostning af Vestkajens Maskinværksted, som led under et par udvisninger.
– I veteranrækken var der 5 hold tilmeldt. På trods af de gamle led og lettere slidte kroppe var der masser af god fodbold og til tider højt tempo og få skader. Puljen blev spillet som en liga, og N.O. Hausgaard vandt samtlige kampe og fik overrakt pokalen til sidst, lyder det videre fra stævnelederen.
– Sidst men ikke mindst skulle herrerækken i 1. division afslutte hele stævnet. Det var dramatik, hårdt spil, lynhurtigt tempo, tekniske finurligheder og masser af kolde afslutninger som bedst beskriver de sidste knap 3 timer i Hirtshals idrætscenter. Indtil semifinalen lignede PA/Iceberg Seafood et hold, som skulle stå som sejrsherre i finalen. De spillede med ekstremt højt tempo og var skarpe i afslutningerne. Men Bagterp Murerforretning fik trukket tempoet ud af kampen i den semifinale og endte med at vinde 5-4 over favoritterne, uddyber Steffen Ledet.
– Den anden semifinale blev spillet imellem DTU Aqua og Thermex. DTU havde kun lukket 4 mål ind i 4 kampe. Men af en eller anden grund valgte de en anden bagerste mand til semifinalen og måtte tabe kampen 0-4 til Thermex som spillede sprudlende bold. I finalen var Thermex forhåndsfavoritter. Men igen fik Bagterp Murerforretning klogt trukket tempoet ned til deres fordel og fik hevet en tæt 3-2 sejr i land.
– Dermed skal Schmidt’s vandrepokal have til huse hos Bagterp Murerforretning indtil januar 2026, hvor vi er klar med en ny turnering. 2025 huskes som et stævne med positiv energi, men som også skal reflekteres over, da vi måtte skuffe mere en 10 andre hold, der ikke kunne findes plads til.
Arrangørerne har derfor allerede booket lørdagene 17. og 24. Januar 2026 i Hirtshals Idrætscenter. Dermed kan de udvide turneringen. Det kræver dog ekstra hænder og hoveder. Så der vil ske en masse nyt til 2026.
– Vi fra stævneudvalget siger tusind tak for støtten og den store opbakning. Vi ses i januar 2026, slutter Steffen Ledet.
Foto: HB.