Kulturcenter Vendsyssel inviterer til en farverig og magisk oplevelse, når Turné-Teatret opfører den elskede børneforestilling Karius & Baktus af Thorbjørn Egner fra den 4. til den 7. december.
Dette er en fantastisk mulighed for både børn og voksne at opleve klassikeren, hvor gakkede karakterer, sprudlende sæbebobler og en glæde for teaterlivet vil underholde hele familien.
“I Turné-Teatret elsker vi at kunne præsentere forestillinger for de mindste. Det er en særlig fornøjelse at se børns øjne lyse op for første gang i teatrets magiske verden,”
“Kulturcenter-Vendsyssel er en fantastisk ramme for vores forestilling, da den intime atmosfære bringer os tættere på publikum og skaber en hyggelig stemning.”
For at sikre at alle kan deltage og nyde kulturen, har teatret valgt at holde billetpriserne rimelige. Børnebilletter koster kun 50 kr., mens voksne billetter fås til 75 kr. “Vi ønsker at række ud til alle og gøre teater tilgængeligt, også i en tid hvor kultur og oplevelser kan være dyre, og i december er der i forvejen rigeligt at betale til”
Forestillingen Karius & Baktus byder på et sprudlende univers, hvor de to tandtrolde Karius og Baktus bor i munden på drengen Jens. De elsker søde sager og forsøger at overtale Jens til at glemme tandbørsten – en opgave der snart bliver kritisk, da Jens begynder at få ondt i sine tænder. Gør jer klar til et forrygende eventyr fyldt med latter og spænding!
Forestillingen spilles på hverdage kl. 17.30 og lørdag den 7. december kl. 09.30, 11.30 & 13.30.
Udover de offentlige forestillinger er der også lukkede forestillinger for skoler og institutioner i dagtimerne for dem i Frederikshavn kommune og Hjørring Kommune.
Forestillingen er produceret med støtte fra Sparekassen Danmarks Fonden Vendsyssel.
Billetter til Karius & Baktus kan købes via Kulturcenter Vendsyssel.