Af Thomas Klimek

Folketingskandidat
Nordjylland Storkreds
Socialdemokratiet
Sangkraft Hjørring har netop modtaget Gudrun og Palle Mørchs Mindepris 2025 på Kulturmødet for projektet Demensvenlig Sangfælleskab. Projektet skal øge livskvalitet og mental trivsel for mennesker ramt af demens gennem sang og musik, der skaber nærvær, tryghed og fællesskab.
Den velfortjente hæder er endnu en klar understregning af, at vi politisk skal turde tænke ud af den berømte boks. Projektet viser med al tydelighed, at kulturpolitik er velfærd. Da Sangkraft Hjørring kom med i budgetforliget i efteråret 2023 var det med en klar forventning til, at de bragte sang og kor ind som en aktiv medspiller i sundhedspolitikken. Det har Sangkraft Hjørring leveret på siden. Noget af det første var ”Syng dig sund” på Sundhedscentret, som henvendte sig til borgere med sygdom, senfølger efter svær sygdom, ensomhed og andet.
Demensvenlig Sangfællesskab er endnu et flot eksempel på, at selvom man rammes af så alvorlig sygdom som demens, så skal vi efterstræbe det gode liv. Livet skal være så godt som muligt med demens – også for de pårørende, som i høj grad også lider under denne frygtelige sygdom, som omkring 500 borgere i Hjørring Kommune er ramt af.
Tillykke til Sangkraft Hjørring – og alle os, der ser kulturpolitikken som en vigtig spiller ind øvrige velfærdsområder.


