Vand er livgivende og livsnødvendigt. Både glæde og sorg kan vise sig som tårer, der lindrer, renser og ofte giver nye kræfter.
Netop under temaet VAND har koret sammensat en bred vifte af korsatser af bl.a. komponisterne Thomas Weelkes, Palestrina, Edward Elgar, Vagn Holmboe og Alfred Janson.
Aarhus Universitetskor, som blev stiftet af Carsten Seyer-Hansen i 1995, er et ambitiøst klassisk kor med et bredt repertoire, men ofte med fokus på relativt ny kormusik. Koret har 25 faste medlemmer, synger årligt 10-12 koncerter og ledes i dag af Søren Kinch Hansen.
Søren Kinch Hansen er organist ved Hjortshøj Kirke, fast dirigent for Vokalensemblet GAIA og Århus Sinfonietta og desuden docent i kor- og ensembleledelse ved Det Jyske Musikkonservatorium.
Foruden koncerter med egne a cappella-programmer deltager koret jævnligt i samarbejder med forskellige orkestre og ensembler. Således medvirkede koret i forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad 2017 ved uropførelsen af Niels Marthinsens Evolution i Musikhuset med Aarhus Symfoniorkester, og ved fremførelsen af Beethovens 9. symfoni da kulturåret åbnede.
I 2019 samarbejdede koret med Aarhus Symfoniorkester om Verdis Requiem, og samme år skabtes et nyt koncertsamarbejde med salmedigteren Iben Krogsdal, som også i foråret 2023 har medvirket i et koncertsamarbejde under titlen “Tid til Evighed”.
I april 2022 har koret samarbejdet med Orkester MidtVest om fremførelsen af Mozarts Requiem under ledelse af Søren Birch.
Billetter á kr. 50,- købes ved indgangen.