Michael Vendelbo har som direktør hos Erhverv Hjørring masser at se til, men også privat er der fart over feltet med parløb med Hjørring Handels ligeså travle og flittige eventchef Rikke Ejsenhardt samt huskøb i Bjergby.
Travlheden bidrager givetvis også til nødvendigheden af at finde plads til at koble af, hvilket han i sin fritid blandt andet gør på en motorcykel med en livlig boxermotor på 1200 ccm af det kendte fabrikat BMW, som i den grad blev gjort kendt af en læderklædt Tom Cruise i filmen Mission Impossible.
– Det er dejligt at mærke friheden en søndag eftermiddag alene på min motorcykel gennem hårnålesvingene i Vendsyssel. Tankerne er mine egne, harddisken bliver nulstillet, der bliver kørt antivirus program og alle opdateringer bliver gennemført, forklarer Michael Vendelbo.

– Jeg er stor tilhænger af ligestilling, grøn omstilling, spise sundt, dyrke motion og en grønnere fremtid til os alle. Og jeg ved godt at en motorcykel er det modsatte af alt det. Men vi har også brug for frihed, tilføjer den travle direktør.
Det lyder som en rigtig fornuftig kombination af forpligtethed i forhold til fællesskabet og behovet for i det mindste en følelse af frihed.
Mandag den 26. august har den lokale netavis aftalt et møde med den travle direktør, hvor vi måske bliver klogere på den svære balancegang.
Meget mere om det møde senere.