Det er ikke tilfældigt, at Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, er på besøg i Stråsø Plantage nær Herning, Holstebro og Ringkøbing på dagen, hvor foreningen melder ud med flere forslag om at skærpe indsatsen mod drab på fredede dyr.
Ifølge flere forskeres vurderinger er tre ulvepar nemlig forsvundet sporløst herfra på få år. Og da forskerne ikke kan forklare forsvindingerne med naturlige årsager, har de mistanke om, at Stråsø-området er genstand for faunakriminel aktivitet med relation til ulve.
Det er imidlertid ikke kun ulven, der er genstand for bekymring hos naturfredningsforeningen. I de senere år har man således også kunne læse om skuddræbte og forgiftede havørne og andre fredede rovfugle på blandt andet Lolland, Fyn og i Østjylland. De seneste 12 år er et tocifret antal havørne, kongeørne og andre fredede rovfugle blevet dræbt af gift eller skud.
Og ifølge Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, er det måske kun toppen af isbjerget.
– En væsentlig del af udfordringen er overhovedet at opdage det, og derfor aner vi heller ikke, hvor omfattende problemet faktisk er. De sager, vi taler om her, er jo kun dem, der helt tilfældigt er blevet opdaget.
– Et andet problem er, at det for almindeligt politi er meget svært at opspore, hvem der har forgiftet en fugl eller skudt et dyr. Alt i alt er resultatet, at mange sager ikke opdages eller opklares.
Derfor mener Maria Reumert Gjerding, at tiden er inde til at stramme op på området.
– Der er nogle mennesker, som har adgang til våben eller gift og samtidig har total foragt for naturen og lovgivningen, og det kan simpelthen ikke passe, at det i langt de fleste tilfælde ingen konsekvenser har. Dertil skal man lægge, at straffen for de få, der faktisk bliver opdaget og som efter opklaring kan dømmes, efter min mening, er utrolig lav, siger præsidenten.
Hun henviser blandt andet til den kendte ulvesag fra 2018, hvor en mand blev idømt 40 dages betinget fængsel og en midlertidig frakendelse af sit jagttegn for drab på den totalfredede ulv.
Maria Reumert Gjerding tilføjer, at man i DN er opmærksom på og kvitterer for, at der lige nu pågår et loveftersyn på faunakriminalitetsområdet, men at det går for langsomt, og at der indtil videre intet konkret er udmøntet i praksis af det igangværende eftersyn.
Foreslår forebyggende indsats, et dansk Økokrim og hårdere straf
Ifølge Danmarks Naturfredningsforening skal der sættes ind både i den forebyggende fase, i efterforskningen og i forhold til straffen i sidste.
Naturfredningsforeningen efterlyser en forebyggende indsats som tager udgangspunkt i at få manet de mange myter om rovdyrene i jorden og formidle om årsagen til, at visse arter er fredede, så det forhåbentligt afholder flere fra faunakriminalitet.
– Det skal stå soleklart, at fredede dyr er fredede dyr. Og at overlagt drab på en fredet art er fuldstændig uacceptabelt, siger Maria Reumert Gjerding.
For at styrke efterforskningen foreslår Danmarks Naturfredningsforening at oprette en særlig samarbejdsenhed mellem Politiet og Naturstyrelsen, der vil kunne opbygge den specialiserede ekspertise, der skal til for at forebygge og efterforske faunakriminalitet. Danmark vil kunne hente inspiration og viden fra bl.a. Norge, hvor man har succes med netop sådan en model under navnet Økokrim.
Naturfredningsforeningen foreslår sluttelig, at man i højere grad udnytter strafferammen for faunakriminalitet. Strafferammen er i dag på op til to års fængsel, men i praksis bliver rammen sjældent udnyttet – heller ikke ved grove overtrædelser, som fx ved den føromtalte sag om ulvedrabet, der blevet fanget på åbent kamera. I forhold til straf mener foreningen desuden, at man ved grove overtrædelser bør idømmes en permanent fratagelse af sit jagttegn eller miste retten til at tage jagttegn – som vi kender det fra kørekortet, der også kan frakendes permanent.
hvad med straf til ulven, når den mishandler og dræber hegnede dyr, der ikke kan flygte. vore rovfugle burde alle passe på