Hybenrosen er strengt taget en af de invasive arter, som mange med forstand på den slags helst havde været foruden.
Man kan imidlertid lige så godt udnytte dens gode sider, nu hvor den er her, noterer fornuftigvis Danmarks Naturfredningsforening.
Frugten fra busken smager nemlig aldeles fortræffeligt og er fuld af både vitaminerne A og C samt meget andet godt.
– Buskene vokser ofte langs vores kyster, så du kan passende plukke en portion med hjem efter en tur på stranden, siger naturvejleder Marianne Krag Petersen fra netop Danmarks Naturfredningsforening
– Frugten kan både bruges til hybenmarmelade, hybensuppe, chutney, gelé, te og flere andre lækkerier.
Læs mere: Opskrifter – smag på hybenrosen
Husk endelig at få fjernet kernerne. Det kan blandt andet gøres ved at blende frugten ganske kort tid i en blender med lidt vand.
Hæld derefter blandingen i en balje med mere vand. Her vil de lette kerner flyde til tops, hvor de kan fjernes, mens frugtkødet synker.
Hvor? Langs de danske kyster.
Hvornår? Den modne frugt kan normalt plukkes fra juli til oktober.
Kilde: Danmarks Naturfredningsforening.


