Hjørring Kommunes Kunstudvalg har netop overdraget to kunstværker til gymnasiet. Billederne, som er malet af billedkunstner – og tidligere elev på Hjørring Gymnasium – Lisbeth Eugenie Christensen, indgår nu i gymnasiets imponerende kunstsamling.
I denne uge vendte billedkunstner Lisbeth Eugenie Christensentilbage til Hjørring Gymnasium, som hun blev student fra i 1989, for at fejre, at to af hendes malerier netop er blevet ophængt i klassefløjen ud mod Skolevangen. Foredragssalen på Hjørring Bibliotek skulle ombygges, og kunstværkerne skulle derfor have et nyt hjem. Hjørring Kommunes Kunstudvalg valgte i denne forbindelse at overdrage dem til Hjørring Gymnasium. Malerierne er en del af en serie på fire, hvoraf de resterende to stadig kan opleves på Hjørring Bibliotek.
Store, smukke og unikke
Overdragelsen blev onsdag d. 18. september fejret med en reception, hvor bl.a. kunstneren selv og direktør for Vendsyssel Kunstmuseum og medlem af Hjørring Kommunes KunstudvalgSine Kildeberg holdt taler. De lagde begge vægt på, at de to værker er som skabt til den nye placering på gymnasiet, idet samspillet mellem kunst og arkitektur går op i en højere enhed. Sine Kildebjerg håber, at malerierne giver anledning til nysgerrighed, undren og eftertænksomhed.
I receptionen deltog bl.a. bibliotekschef Benthe Hansen fra Hjørring Bibliotek, som generøst har frigivet billederne til gymnasiet, elevrådsmedlemmer og elever, som har billedkunst på B-niveau. De to nye malerier har vakt stor glæde blandt billedkunsteleverne, der beskriver dem som ”store, smukke og unikke”. Billedkunstlærer Sarah Isaksen holdt en fin tale om den betydning, som disse nye billeder vil få som inspiration i billedkunstfaget. Hun fortalte om de elevværker, som var udstillet i anledning af receptionen. Elevernes billeder var netop inspireret af Lisbeth Christensens motiver og teknik, og eleverne fortalte selv om deres billeder, hvilket gav en fin dialog med kunstneren.
Kunst giver grobund for læring
De to malerier, som har titlerne ”Reservoir II” og ”In the Clouds”,indgår nu i Hjørring Gymnasiums imponerende kunstsamling, som bl.a. også indeholder værker af Poul Anker Bech og Johannes Hofmeister. For rektor Elsebeth Gabel Austin er det væsentligt at have kunst på gymnasiet: ”Det er utroligt vigtigt, at et uddannelsesmiljø som vores også er præget af kunst: omgivelserne påvirker os både i de bevidste og ubevidste lag, så når vi færdes mellem kunstværker i dagligdagen har det en positiv indflydelse.”
Stort tillykke med endnu en kunsterhvervelse. Det er en fornøjelse og en berigelse at komme på gymnasiet og få lov til at bevæge sig i et kunstmættet miljø med kendte og mindre kendte kunstnere.