De senere års udvikling inden for godstransporten forventes at accelerere yderligere i de kommende år som følge af de miljø- og trængselsmæssige fordele, som transport via sø bidrager med.
For at imødekomme denne udvikling vil faciliteterne på Hirtshals Havn som tidligere omtalt blive udvidet med en ny indsejling og et ydre forhavnsbassin, der skal forbedre besejlingsforholdene markant.
Dette vil ifølge havnens ledelse gøre det muligt at anløbe Hirtshals Havn med større skibe og i hårdere vejr end i dag. Desuden vil det blive nemmere for skibe at manøvrere i havnen, samtidig med at deres laste- og lossemuligheder vil blive forbedret med yderligere kajmeter og ro/ro-lejer. Endeligt indebærer udvidelsen etableringen af opmarch- og erhvervsarealer.

– De forbedrede faciliteter på havnen skal skabe grundlag for, at transportsektoren kan lave transportløsninger, der er klimamæssigt mere fornuftige og økonomisk stærkere end de løsninger, vi ser i dag. Dette giver rederierne, og dermed også transportsektoren, helt nye muligheder, når der i fremtiden skal planlægges logistik- og distributionsløsninger i det nordlige Europa, siger bestyrelsesformand ved Hirtshals Havn Anker Laden-Andersen.
Kilde: Hirtshals Havn.