Friplejehjemmet i Tornby har indgået en navnesponsoraftale med Rederiet Asbjørn A/S, hvilket sikrer realiseringen af plejehjemmets byggeri i sin oprindelige form.
Aftalen indebærer et sponsorat på 3 millioner kroner, og som en del af aftalen vil plejehjemmet fremover bære navnet Friplejehjemmet Asbjørn, Tornby.
Friplejehjemmet i Tornby har gennemgået en lang og udfordrende proces for at opnå politisk godkendelse og finansiering til byggeriet. Efter flere års kamp blev byggeriet sendt i udbud til fire nordjyske byggefirmaer lige inden jul.
Desværre viste licitationen, at projektet ikke kunne gennemføres inden for de økonomiske rammer, hvilket betød, at bestyrelsen stod over for at skulle foretage betydelige besparelser, som ville have forringet kvaliteten af byggeriet markant. For at undgå dette vendte bestyrelsen sig mod Rederiet Asbjørn A/S for at indgå en sponsoraftale. Efter kort tids forhandling blev der opnået enighed om en navnesponsoraftale.
Formanden for friplejehjemmets bestyrelse, Peter Skovgaard, udtaler: ”Vi er meget glade og dybt taknemmelige for sponsoratet, der sikrer, at vi kan gennemføre byggeriet i sin oprindelige form. Vi undgår at skulle gå på kompromis og får et fremtidssikret friplejehjem af højeste kvalitet. Rederiet Asbjørn står for nogle værdier, der flugter med de værdier, som ligger bag tankerne om friplejehjemmet.”
Rederiet Asbjørn A/S, som ejes af brødrene Roi og Fridi Magnusen samt Fridis søn Nikolaj, driver det store pelagiske fiskefartøj HG 265 Asbjørn og har kontor i Hirtshals.
Direktør Fridi Magnusen udtaler: ”Vi vil gerne bakke op omkring den store og ihærdige indsats, der er blevet gjort gennem flere år for friplejehjemmet. Desuden vil vi gerne vise, at vi som ansvarlig virksomhed også tager et socialt ansvar, som både ledelse og medarbejdere kan være stolte af.”
Det har altid været nogen gode “drenge” Asbjørns sønner