Konkurrencen Local Cooking på dette års Hirtshals Fiskefestival havde flot deltagelse af kokke fra flere nordjyske restauranter fra allerøverste hylde med de to Michelinbelønnede Villa Vest fra Lønstrup og TRI fra Agger i spidsen.

Efter flere timers intens indsats og hårdt arbejde af kokkene med at tilberede en torskemenu, skulle det kompetente dommerpanel smage det færdige produkt og kåre en vinder af konkurrencen.


Resultatet blev, at Restaurant Villa Vest vandt årets Local Cooking – endda i suveræn stil med hele 372 points. På andenpladsen opnåede Restaurant TRI 303 points, mens Restautant Alimentum snuppede tredjepladsen med 257 point.

De dygtige kokke, Anders Holm og Nikoline fra Restaurant Villa Vest modtog derfor vinderdiplomet samt den medfølgende præmie på kr. 20,000,00 under velfortjente klapsalver fra de mange tilskuere.
– Drop nu snakken om Michelin-stjerner, vi laver mad som vi altid har gjort. Det handler om afstemte bestanddele, vi lod fisken tale og supplerede med specielt vores sindssygt intense tomater, mange forskellige varianter, lød det efterfølgende fra Anders Holm.


NordsøPosten ønsker alle stort tillykke med det flotte resultat ved Local Cooking 2023.
Link til relaterede artikler