I november dannede Venstre, Konservative og Radikale en lokal 17-mandsregering, kaldet 17-mandsgruppen, og indtog de politiske ledelsesposter og ansvaret i borgmesterkontoret og fagudvalgene.
I disse dage og timer forhandles der så om det, der skulle være VKR´s første fælles ”finanslov”, nemlig budgettet for 2023 og overslagsårene 2024-26, men det er tilsyneladende en fuldstændig splittet 17-mandsgruppe, når man tager konservative Facebook-opdateringer til indtægt.
Som tidligere beskrevet i NordsøPosten forlod Konservative nemlig forhandlingerne om næste års budget, mens øvrige partier tilsyneladende forhandler videre. Den konservative gruppeformand Per Møller udtaler i TV2Nord, at Konservative muligvis ikke skulle have peget på Søren Smalbro (V), som borgmester; ”Jeg kan godt overveje i mit stille sind, om det var det rigtige at pege på Søren Smalbro som borgmester på valgnatten.” (Kilde: TV2Nord), som Per Møller også kalder ”den nye socialdemokrat, der leder vores kommune”.
Netop det store oppositionsparti, Socialdemokratiet, meldte tidligt ud, at de agtede at bide sig fast i bordpladen og søge så meget indflydelse på budgettet som muligt. Med de Konservative ude har Socialdemokratiet de afgørende mandater i forhold til at lave et budgetforlig.
At dømme efter de konservative byrådspolitikeres udmeldinger, er Socialdemokratiet sammen med SF og Enhedslisten stadig i forhandlinger med den resterende del af 17-mandsgruppen, altså borgmesterpartiet Venstre og Det Radikale Venstre.