Søndag, kaffe i koppen og en god bog

Her er endnu en anbefaling. Nemlig Stine Askovs bog, Nøjsomheden, som efter min mening er en ægte perle.

Bogormen og ordsamlerne Mona bor på Nordvej i Nøjsomheden i Helsingør. Et boligkvarter der kæmper med sin placering på regeringens ghettoliste.

Mona får sit drømmejob i den lokale boghandel. Hun sluger alverdens litteratur og anmelder det på underfundig vis på små post-it-sedler, som hun klister uden på bøgerne.

“Lidt lang i spyttet, ærlig talt, men en vigtig fortælling om en tid, hvor en kvindes største synd var at klippe sit hår.” skriver Mona fx om Hans Kirks klassiker, Fiskerne. Og Mona når omkring alt fra Djævlerier af Sofus Clausen til Fifty Shades of Grey af E. L. James og indimellem bliver det også til en bog om smoothieopskrifter, som hun mener er en overflødig bog for alle med tænder.

Monas anmeldelser er sjove og underfundige på samme måde som brevkassen i Stine Pilgaards bog, Meter i sekundet.

I boghandlen møder Mona den litteraturstuderende Nikolaj, der bor på den eksklusive Nationernes Alle med sine rige og veluddannede forældre. Og en moderne klasskonflikt af samme dimensioner som Kristian Bang Foss, Frank vender hjem, begynder.

Litteraturen bliver bogens faste referenceramme. Tom Kristensens Hærværk er introen til det hårde værtshus Københavneren. Stedet er dog ikke er så barsk i virkeligeren, skal jeg hilse og sige, og man kan altså sagtens drikke Classic uden at få tæsk. Men beskrivelsen i bogen er sjov.

Astrid Lindgren læses med mosteren Tut, fordi man græder på sådan en dejlig måde, når man læser Løvehjerte.

Græde gør man også over, at samme moster Tut bliver dødeligt syg og ikke mindst den rørende afsked Mona og familen får med hende.

Mona samler på ord, registrerer dem og går og hygger sig med at smage på dem. Det er altså ret pragtfuldt – og noget vi alle kan lære af.

Stine Askov leger med ordene, skildrer de mest fascinerende karakterer og så folder hun en fantastisk humor ud. Mosteren Tut går fx så rankt, at man kan se det selv, når hun ligger ned.

Det er skøn, underholdende og meget billedrig læsning. Og så er det især sjovt, når man kender lidt til Helsingør og stederne, der beskrives.

Igen skylder jeg min søde, kloge og meget belæste søster, Betina Prehn tak for at anbefale mig denne vidunderlige bog. Og anbefalingen er hermed givet videre…