Det er velkendt ikke mindst for netavisens læsere, at den forhenværende plantør Torben Stæhr skriver digte, da vi tidligere har bragt flere af dem, men alligevel kom det som en overraskelse for mig, at min tidligere arbejdsgiver i Tornby Klitplantage allerede i 1973 fik udgivet digtsamlingen Aftenhuset på Forlaget Tommeliden.
Det blev jeg opmærksom på, da jeg så helt tilfældigt, som det nu kan være med de sociale mediers uransagelige algoritmer, faldt over et lidt ældre opslag, hvor digter, billedkunstner og forlægger Jørgen Wassilefsky nævner og på poetisk vis fremhæver lige præcis Torben Stæhr og Aftenhuset. Fluks googler jeg digtsamlingen og finder den hos flere anikvariater.
Denne onsdag lå den så i min regnvåde postkasse, men var heldigvis forsvarligt og vandtæt pakket ind, så jeg fik en kun let gulnet og ellers flot udgave i hånden. Digtsamlingen er dedikeret til Torben Stæhrs kone Kirsten. Digtene emmer da også for manges vedkommende som en dugvåd forårseng af kærlighed til den udkårne og til naturen, som her i titeldigtet Aftenhuset:
Jeg finder digte i dit grønne hus
hører sang i din stue
søvnigt flyder solen ind ad vinduet
hvisker flygtig tryghed.
Vemodige stråler føler din aftenvæg.
Senere spinder du – aftenhus –
drømmende natravnestemme.
Andre af digtene er stramme og stringente som et japansk haiku, men lykkeligvis befriede for de helt strikse grammatiske krav, som på dansk alt for let får karakter af sproglig spændetrøje. Det her er virkelig, virkelig en utrolig smuk samling digte, som til lyrisk overflod har adskillige enkle vignetter tegnet af digteren selv.
Hatteløft for Torben Gaardboe Stæhr!
