Torsdag formiddag var alle på mellemtrinnet fra Sindal Skolecenter til den fedeste OrdEvent, som var arrangeret af en flok ambitiøse og meget, meget dedikerede lærerstuderende på UCN i Hjørring.
Der blev arbejdet særdeles intenst og engageret med det skønne, men også i mange sammenhænge svære danske sprog på alskens kreative måder. Ifølge arrangørerne blev det da også en helt særlig god dag.
Der var interesserede børn og voksne, som deltog i inspirerende snakke, udveksling og sparring, gang i den og glade grin, glade studerende og børn, der så ud til at hygge sig samt børn, der i dén grad bidrog.
Faktisk forløb det hele så udbytterigt og med så tydeligt et potentiale, at arrangørerne herefter seriøst overvejer sammen med lærerne i Sindal Skolecenter at starte et udviklingsfællesskab i såkaldt Playful Learning.
Sidstnævnte bygger på et større forskningsprojekt, der tydeligt viser, at forskellig inddragelse af leg og alle legens mangeartede kvaliteter i dagligdagen giver børn og unge flere muligheder for at deltage og lære nyt. På den måde styrkes såvel børnenes fællesskaber som også deres lyst til at lære og oplevelse af at høre til både fagligt og socialt.
Både børn og voksne gæster fra Sindal Skolecenter var da også begejstrede under og efter den såkaldte OrdEvent.
Foto: Niels Skipper.