I sin orientering til NordsøPosten fortæller Anne Honoré Østergaard, at de 5 etapers i alt 963 kørte km nu virkelig begynder at sætte sine spor hos deltagerne.
– Man får ondt i kroppen flere steder. Specielt knæ og bagdel er udsatte, men vi forsøger at hjælpe hinanden ved at komme med tips, låne cremer af hinanden og hvad vi nu har, siger Anne.
– Men humøret er højt og sammenholdet stort. Det hedder “alle ud, alle hjem” og det lever man op til. Turen har været fantastisk med mange gode oplevelser. Vi har f.eks. cyklet gennem Bremen, været under Kieler-Kanalen på rulletrapper og på en færgetur. I går krydsede vi 3 landegrænser – Holland, Tyskland, Belgien.
– I dag torsdag bliver turens suverænt hårdeste etape på 183,4 km. Vi skal bl.a. cykle op ad Mur de Huy. Mur de Huy er en 128 meter høj bakke i den belgiske by Huy. Bakken er berømt, fordi den altid køres som finale i cykelløbet La Fléche Walonne. Bakken er officielt 1.300 meter lang med en gennemsnitlig stigningsprocent på 13. I et enkelt sving når den dog op på hele 26 procent.
– Jeg ser virkelig frem til på lørdag, hvor vi i samlet flok cykler ind igennem Paris, siger Anne. Det bliver stort”
Hele formålet med Team Rynkebys cykeltur til Paris er at indsamle penge til Børnecanserfonden og Børnelungefonden, slutter Anne Honoré Østergaard sin opdatering til NordsøPosten.
Man kan stadig nå at støtte indsamlingen via dette link: Bliv en del af styrken for børnene!
Link til relateret artikel
Team Rynkeby samler ind til en god sag på rytternes lange cykeltur til Paris