Socialdemokraten Thomas Klimek er ikke den eneste, der glæder sig over, at Ungegarantien nu har rundet 200 Garantipartnere.
Det er ikke desto mindre en meget speciel følelse for netop Klimek. I næste måned er det nemlig 5 år siden, at han som nytiltrådt formand for arbejdsmarkedsområdet sammen med sin daværende direktør for samme område slog de første streger på et blankt stykke papir til det, der skulle blive til Ungegarantien.
– Fem år senere, utallige timer, unikt internationalt samarbejde med Skotland og siden Norge, bredt lokalpolitisk samarbejde, sparring med andre kommuner, Aalborg Universitet, Reformkommissionen, præsentation for ministre, interesseorganisationer og mange, mange flere, står vi nu med 200 af dem, der ER UngeGarantien, sammen med vores skoler og uddannelsesinstitutioner, fastslår Thomas Klimek.
Det kan angiveligt ingen anden dansk kommune, og nok heller ikke i Norden, ifølge den lokale socialdemokrat præstere. Han sender derfor også en tak til alle dem, der er med.
– De skriver historie med det ædleste mål for øje, vores børn og unge. Ikke bare i Hjørring Kommune, men i de andre kommuner i Danmark og Norge, der har taget vores knowhow og værktøjer til sig. Puha, sikke en rejse – og vi er i evig proces mod de positive destinationer, slutter Thomas Klimek.