Selv om gården kan dateres tilbage til 1700-tallet, hvor det var en ret ensomt beliggende klitgård, tog skudehandlen først omkring 1820 fart mellem Danmark og Norge. I 1822 blev Søren Jensen gift med
Mette Ovesdatter, som var datter af Ove Christensen, der ejede gården på det tidspunkt. Handelsvirksomheden voksede, og Søren og Mette overtog gården i 1827 fra Ove Christensen.
– Vi har valgt i år at fejre den driftige og foreløbige 200-års periode, der blev sat i gang omkring 1820 til 1823. I 1860 overtog Søren og Mettes søn Mads Sørensen gården og byggede en østfløj til med butik, slagteri og lager, og skudehandlen udviklede sig til en meget omfattende forretning, og nu også med en købmandsbutik, noterer formand Knud Nielsen i lokalbladet Vi-To for Vidstrup og Tornby.
– Ingen tvivl om at vores gamle Købmandsgaard i mere end 200 år har været et driftigt sted, hvor dygtige
handelsfolk så muligheder og ikke begrænsninger. Egentlig ret godt gået fra noget der sikkert var en
fattig klitgård med sandflugt som en tilbagevendende begivenhed. Også i 1991, da Eva lukkede butikken, så en gruppe fremsynede personer i Tornby muligheden for at bevare stedet, og den institution vi har i dag, blev startet, uddyber formanden.
– Fra 1700-tallet og frem til i dag er der stille og roligt sket forandringer, ikke for forandringernes skyld,
men for at bevare stedet, hvor mennesker mødes, arbejder og hygger sig, og hvor det sociale liv spiller
en væsentlig rolle, lyder det afslutningsvis fra Knud Nielsen.
Tidspunktet for fejring af 200-års jubilæet er sat til lørdag den 19. august, hvor der samtidig er indvielse af endnu en sti i Tornby, Skudehandlerstien, som helt naturligt går forbi Købmandsgaarden. Programmet afvikles i samarbejde med Tornby Beboerforening, Tornby-Vidstrup Sognearkiv og Tornby Bjergelaug.
Link til relateret artikel
Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary indvier Skudestien i Tornby