Intet mindre end disse to ting er udfordringen for Fortuna, der lørdag kl. 14 møder Kolding Q i Gjensidige Kvindeliga på Nord Energi Arena i Hjørring. Og nu bliver det igen med tilskuere!
De to hold i lørdagens kamp er begge sat op, efter midt ugekampe, hvor de begge hentede fuld gevinst.
Hjemme slog Kolding Q ligaens hidtidige top HB Køge med 3-1 og sendte dermed sjællænderne ned på andenpladsen.
Fortuna tog onsdag aften til Thisted for at vende hjem med 3 points tjent ved en sejer på 2-0.
Efter disse kampe ligger de to hold meget tæt. Fortuna indtager ligaens tredjeplads med 9 points, mens Kolding Q er nummer 4 med 7 points. De har således henholdsvis 7 og 9 points op til den forjættede andenplads.
Det er to yderst motiverede hold, der stiller op på Nord Energi Arena. De seneste sejre animerer til at yde endnu mere. Det er to hold, der traditionelt giver hinanden kamp til stregen, og lørdag efter middag bliver ganske givet ingen undtagelse. Og nu er der mulighed for at præstere foran tilskuere på tribunen.
Kampen afvikles efter de stramme korona-regler, der også er kendt fra herrernes Superliga.
Fortuna ruster op på sikkerheds- og sundhedshåndteringer, og benytter erfaringerne fra de seneste hjemmekampe i Champions League.
Samtlige tilskuere på Nord Energi Arena skal registreres og fremvise gyldigt koronapas ved indgangen.
Afstandskravene er kendt fra hverdagen. Der skal tillige bæres mundbind, som dog må tages af, når man sidder på de nummererede pladser. Der er to ledige sæder mellem tilskuerne og kun hver anden række benyttes. Man skal blive siddende under kampen.
Rejser man sig fra pladsen for at bevæge sig et sted hen, skal mundbindet spændes på.
En stram overholdelse af disse og et par regler flere er forudsætningen for, at det accepteres, at der er tilskuere til kampen.
Alle skal købe billet inden man går på Nord Energi Arena.
Det sker via Fortunas hjemmeside.
Link til tidligere artikel
Fortuna åbner for tilskuere til kampen mod Kolding Q på Nordenergi Arena