Ideen om, at Trivselsforeningen skulle gå ud og søge midler til at forskønne og berige legepladsen kom, da der blev bygget om på Bindslev Skole. Samtlige midler gik den gang til ombygningen med undtagelse af Børnehaven og Vuggestuen, som i forbindelse med flytningen fra Vester Allé til Skolegade og Grønningen var forpligtiget til at afsætte midler til ny legeplads og udeareal.
– Det giver da også god mening, at alle kommunale midler blev brugt til ombygning og indfrielse af så mange ønsker som muligt her. Det er nemmere for Trivselsforeningen efterfølgende at indfri behov og ønsker udendørs. Det havde ikke været skønt efterfølgende at skulle ind og indfri et ønske om en trappe fra Taggården og ned. Så det er motorik og legelandskab udendørs, vi arbejder på at skaffe midler til, så godt vi kan, fortæller halinspektør Christian Engen fra Trivselsgruppen efter at have afleveret den seneste check fra Sparekassen Vendsyssels Fond til skoleleder Louise Høholt.
– Mit personlige og overordnede incitament til at bruge energi på dette er at bidrage til at holde på og tiltrække nye elever til skolen og børnehuset. Som far til en fodboldtosse når man langt med en bold og en bandebane. Men det er ligeså vigtigt, at der noget for dem, der ikke er til boldspil, og som for eksempel har brug for at brænde energi af ved at kravle og klatre, uddyber Christian Engen.
Trivselsforeningen er som allerede antydet indledningsvis etableret med henblik på at bidrage til det enkelte barns mulighed for udvikling og trivsel i både sociale og individuelle sammenhænge. Foreningens formål er endvidere at tilbyde børn og elever tilknyttet Børnehuset og Bindslev Skole et aktivt hverdagsliv – udendørs såvel som indendørs.