Af Mikael Justesen
Det er det vigtigste, livet har lært mig, og eftersom jeg er ved at være gammel, har jeg godt nok fået en del lektioner.
Der er bare det, at jeg engang var så ubegribeligt tæt på at give op, og havde jeg gjort det, ville mit liv have formet sig helt fuldstændig anderledes.
Det var fordi jeg ville være journalist. Og det skulle være nu med det samme. Så selv om jeg ikke var færdig med 3.G. meldte jeg mig til optagelsesprøve på Danmarks Journalisthøjskole. Der var 2500 ansøgere, viste det sig. Og 100 pladser. Og ideen var åbenbart så vanvittig at gymnasiet ikke engang ville give mig fri for at komme til prøve. Så jeg pjækkede, tog toget til Århus med min rejseskrivemaskine og en forlængerledning under armen.
Så stod jeg der, lige nøjagtig nået at blive nitten år, og kiggede på en masse mennesker med læderjakker og cowboyderstøvler og langt hår og sorte cowboyderbukser. De ville også være journalister, og de var foran på point.
For ikke nok med at de var meget ældre end mig – de LIGNEDE allerede journalister. Og de røg Kings og havde skægstubbe og gik rundt med Politiken under armen og så ud som om de havde købt den, altså ikke eksemplaret men virksomheden. Jeg havde en træningsdragt på fra H2O. Det brugte vi meget i Brønderslev på det tidspunkt.
Nå men prøven gik i gang. Den varede hele dagen og bestod af fire elementer. De første par stykker gik fint – det var noget med stavning og paratviden. Og så kom vi til at skulle skrive et referat og så var det at det gik i smadder for mig.
Referatet skulle være af en tale af Gert Petersen – kendt politiker dengang. Jeg tog flittigt noter under talen og så gik jeg ellers til tastaturet. Jeg nåede at skrive to forskellige bud på et referat. Halvanden side i alt. Det første bud var jeg ikke tilfreds med, og det andet var endnu ringere. Så i ren frustration tog jeg den første side fra referat 1 og klipsede den sammen med side 2 fra anden version. Og så afleverede jeg det uden at tjekke om det på nogen som helst måde hang sammen. Hvorfor? Ved det ikke, var bare vred på mig selv.
Da jeg så kom op til overfladen igen, stod det lysende klart for mig: jeg havde lige ødelagt det hele. Min irritation havde fået mig til at gøre det absolut mest tåbelige i situationen. Ikke nok med jeg havde lavet noget bras, jeg havde også sørget for at side 1 og 2 ikke passede sammen.
Så jeg pakkede min skrivemaskine og min forlængerledning sammen og forlod prøvelokalet. Med bøjet nakke og med en træls fornemmelse: alle dem der havde sagt (og det var mange) at det dér, det klarer du altså ikke – de havde haft ret.
Ude på trappen stod en fyr. Han var kæmpestor, læderjakke, smøg, militærstøvler. BZ’er-type. Københavner. Han kiggede på mig og på min træningsdragt og på min sammenpakkede Olivetti.
“Nååååå, du gi’r sgu da ikke op, hva’?”
Jeg stoppede. Kiggede på ham. Og det lynede inde i min hjerne for sgufandme! Nej. Giver op? Denondenhylemig mig om jeg giver op. Det er ikke noget vi bruger.
Så jeg gjorde omkring, pakkede skrivemaskinen ud igen og deltog også i den sidste prøve. Og så tog jeg med lyntoget tilbage til Brønderslev.
De næste måneder gik med at gøre 3.G. færdig. Jeg skænkede ikke prøven en tanke – jeg havde allerede i toget hjem slået alle forhåbninger om en fremtid som journalist ud af hovedet. Så jeg fokuserede på min studentereksamen og forsøgte at skrabe et snit sammen så jeg kunne læse jura.
Men en morgen gik døren til mit værelse op. Det var midt mellem et par eksaminer og jeg tror jeg var kommet til at feste lidt i læseferien. Jeg lå i hvert fald i en ordentlig efterbrænder.
“Der er brev til dig fra Journalisthøjskolen” lød det fra min mor.
Jeg brummede og lod forstå at hun da kunne smide det på mit skrivebord.
“Jamen Mikael, det er en TYK kuvert”.
Ok, så blev jeg vågen. For et afslag kunne sgu da ikke fylde mere end en sides penge.
Og ganske rigtigt. “Optaget og vi glæder os til at se dig 1. september.”
Jeg må indrømme at de resterende eksaminer på gymnasiet for mit vedkommende ikke blev de mest velforberedte. Jeg var ør og forbavset og hvorfan faen var det gået til.
Men jeg kom ind. Jeg tog uddannelsen. Københavneren, der fik mig vendt om i døren, så jeg aldrig. Måske dystede vi om den allersidste plads? Måske gav han uden at vide det sin adgangsbillet til mig?
Episoden har fulgt mig siden. Jeg har endda fået tatoveret det på min arm, for det tilfælde at jeg skulle glemme det: Never never never give up.
For vi kommer ikke gennem livet uden at fejle, uden modgang, uden nederlag. Men det er først hvis vi giver op, at vi er på røven.
Tak for din tid.
Mikael Justesen er direktør hos TV2 Nord.