Af Thomas Klimek
Tilflytter
For atten år siden flyttede en ung mand til Hjørring Kommune, og den dag i dag har den nu knapt så unge mand svært ved at genkende det billede, der måske lidt for ofte tegnes af kommunen.
For 12. april 2003 rullede jeg selv ind over kommunegrænsen (dav. Hjørring Kommune) i min onkels gamle dieselhakker. Jeg kendte kun én person og kom mere eller mindre direkte fra nogle år i Schweiz.
Jeg fik nogle småjobs, spillede bold i Ilbro-Lørslev og begyndte at uddanne mig på en af vores lokale uddannelsesinstitutioner. Efter et lille år flyttede vi fra Hjørring Kommune til Hirtshals Kommune (Tversted), hvor vi boede i en årrække, indtil vi flyttede til Hjørring. Lokalt var vi nu samtidig blevet én fælles kommune, og jeg kommer aldrig! til at se os som andet end ét stort fælleskab.
Gennem årene har jeg læst flere indlæg fra nogle af mine medborgere, der fremstiller kommunen som noget af det værste, man kan forestille sig. Det har jeg svært ved at genkende, og ja, jeg ved det godt. Under kommentarsporet til dette indlæg, vil jeg måske nok med det samme få skudt i skoene, at ”ja ja, det skal han jo skrive, for han er jo selv en af de tosser, der i øjeblikket sidder i byrådet!”
Jeg kender automatreaktionerne, men ud af mine atten år som borger i Hjørring/Hirtshals kommuner, har de knap femten af dem været som borger og ikke-valgt lokalpolitiker, så ligesom 99% af de ca. 65.000 borgere i kommunen, har jeg altså langt flest år og oplevelser som borger uden politik mandat, hvis man kan udtrykke det sådan.
I mine år som tilflytter har jeg ligesom mine medborgere prøvet forskellige roller og situationer i kommunen. Jeg var f.eks. arbejdsløs, da jeg flyttede til kommunen og mødte beskæftigelsessystemet (Arbejdsformidlingen) de første dage, jeg var i kommunen. Jeg har været studerende i Hjørring Kommune, jeg har været småbørnsforælder med børn i både privat og offentligt tilbud. Jeg har haft børn i børnehave og nu i folkeskolen, og jeg har selv på er tidspunkt været ansat et par år i Hjørring Kommune.
Jeg har set systemet udefra og nu i de sidste par også (politisk) indefra, og det står mig nogenlunde klart, hvornår vi skal gribe i egen barm, men også at der er nogle store kræfter (læs: Folketing, EU mv.) som sætter rammer og regler for, hvad vi i nogle tilfælde selv kan gøre.
Det er ikke altid kommunens skyld, men vi skal altid gøre, hvad vi kan, selvfølgelig skal vi det, og kommuner begår også fejl i borgersager, eller når man satser og tror på en bestemt udvikling eller retning. At påstå andet vil jo være blændværk. Det er som bekendt mennesker, der administrerer systemerne og utallige sager med alle deres love, krav, bekendtgørelser osv.
Nu vil det være en sandhed med modifikationer, hvis jeg påstod, at jeg stadig ser min kommune med en ung mands øjne, men jeg får på nittende år stadig mest glæde i øjne og sind, når jeg iagttager den kommune, som jeg er borger i. Ellers var jeg vel også flyttet til noget bedre, hvor det så er? Jeg har boet i andre danske kommuner og udenlandske ligeså, og det er ikke sjældent de samme borgernære emner, der giver debat, og det skal man respektere.
Men vi skal huske det andet ben. For vi kan så meget, når vi bare vi går i gang og ikke bruger al vores tid på at tværes om, hvorvidt nye tanker og idéer nu også er farlige eller alt det, vi (endnu) ikke har eller kan.
Er det så bare lyserødt det hele i Hjørring Kommune?
Nej, det er naturligvis lige så kompliceret som i andre fællesskaber, hvor 65.000 menneskers behov, nærmiljø, ønsker, tanker, visioner, problemer og andet skal imødekommes bedst muligt. Det er aldrig sjovt for den enkelte borger, når det er min sag, der er kludret eller i mit område en besparelse planlægges, det har vi alle vist oplevet. Det er også bydende nødvendigt, at det der ikke fungerer eller kan virke bedre, kommer for en dag og debat, blot det gøres sagligt – også når man ikke får ret eller vilje.
Det er, i min optik, samtidig alles opgave at tale alt det, vi elsker ved vores kommune op, så vi ikke taler mere ned end op. Jeg er udmærket klar over, at negativt ladede historier ganske enkelt sælger bedst, men de sælger ikke os bedst.
Jeg har brugt en stor del af mit arbejdsliv i detail- og turismebrancherne i både ind- og udland, og hvis der er noget, som turister, erhvervsliv og mulige tilflyttere ikke synes er attraktivt, er det når folk ikke kan tale deres egn, område, landsby eller ja, kommune op. Få øje og syn for alt, det vi dog også kan.
Med fare for at blive kaldt dyb naiv, så tror jeg, at gode tider venter forude for ikke bare Hjørring Kommune, men kommuner i VandkantsDanmark.
Nå, hvorfor så det, Hr. Jubeloptimist?
Jo, der er flere faktorer og udviklinger, der kan blive en fordel for os.
F.eks. kan digitalisering gøre, at det er lettere at etablere arbejdspladser i landområderne, og flere jobs er ikke afhængige af tid og sted. Under den aktuelle COVID-19-krise er vi blevet mange erfaringer rigere med at arbejde på distancen. Noget af det kan bruges fremadrettet, og det er unægteligt en (fysisk) fordel for os heroppe, hvor der er et stykke mellem husene udenfor byskiltene.
Lokalt har vi en havn med forbindelse til resten af Nordeuropa og potentiale til endnu mere. Vi har en motorvej gennem kommunen og til resten af Europa. Vi har jernbaneforbindelser. Vi har en lufthavn halvtreds kilometer væk. Men vigtigst af alt, så har vi noget, som bliver mere og mere attraktivt, nemlig en natur, kulturliv og et relativt trygt nærmiljø, som taler til nutidens værdier hos mange.
Hvorfor skal en børnefamilie f.eks. bruge det meste af deres rådighedsbeløb på at bo i eller tæt på en af de store byer, f.eks. Aalborg, når de kan få billigere bolig og smuk natur i vores kommune og dermed råd til alt det andet sjove i livet?
Over hele landet ses en bevægelse af børnefamilier, der flytter fra de større byer og til mellemstore eller mindre byer, landet eller til vandkanten. Den udvikling vil de næste 5-10 år komme os mere og mere til gode, hvis vi selv fortæller om, alt det, vi kan, vil og skal her lokalt.
Det var en tilflytters lange bekendelse. Tak fordi, du læste med.