NordsøPosten har med tak og stor glæde fået lov at bringe en af deltagerne, Jan Jensens, fine fortælling om Mandeaften 2024 ved Sognehuset i Tversted den 13. juni.
Endnu engang blev der afholdt en succesfuld mandeaften i alt 24 motiverede deltagere som var mødt op i god tid for at fejre Valdemarsdagen som dog først er den 15. juni.
På Valdemarsdagen markeres Dannebrogs Fødselsdag. På denne dag i 1219 fortæller legenden, at flaget faldt ned fra himlen under et dansk angreb på Estland ledet af Valdemar Sejr.
Dannebrog siges at være verdens ældste nationalflag og er ophav til alle de skandinaviske korsflag.

TRADITIONEN tro!
Startede mandeaftenen med at Dannebrog skulle hejses og Christian Sauter er her mand for et lille trick:
Christian pakker flaget sammen på en bestemt måde og det hejses derefter til tops hvorefter Christian med et lille ryk i flagsnoren får flaget til at folde sig ud foran Tversted Præstegård FLOT! Vi sang derefter ”Som en rejselysten flåde” om Kong Valdemar den anden.
SOCIALT SAMVÆR med mere
Alle hjalp med opstilling af borde, stole og dækning af borde. BTI’s kæmpegrill var gjort klar med den rette temperatur til at grille den medbragte mad. Under spisningen opstod som sædvanligt en hyggelig stemning med gode samtaler. Traditionen tro holdt Præsten Johan en rundgangs-præsentation af alle de deltagende som fik et par gode ord med på vejen. Sluttelig efter spisning blev sunget den lokale fællessang ”Når vi ser et smukt flag smælde”

LEV TIL DU BLIVER 100 år! De blå zoners hemmeligheder!
Efter spisningen blev der ryddet op med fælles hjælp og der blev nu vist en meget interessant film i Sognehuset. Forfatteren Dan Buettner har udforsket nogle samfund hvor folk bliver usædvanligt gamle 100 år eller mere! Vi så de første 2 afsnit som var meget interessante og gav derfor stor lyst til at se resten af serien. En af årsagerne til den lange levetid var deres specielle kost, den megen motion men også deres helt specielle og sociale måde at leve sammen med hinanden på. De tilstræber at udøve samværet aktivt ved at fylde det med glæde og med gode formål.

Filmen gav bestemt stof til eftertanke? Kunne man selv leve sit liv på en anden måde?
OMKRING BÅLET og en øl på Sognehusets græsplæne!
Alle mand samledes nu på plænen i rundkreds omkring bålet! Der var en god stemning og der blev diskuteret livligt hvor alle i rundkredsen bidrog med bud på de stillede spørgsmål som blev fremlagt.

KONKLUSION på det hele!
En usædvanlig god Mandeaften årgang 2024 tak for det gode og positive samvær!
Tak til vores Præst Johan Rump for at invitere os alle, tilrettelægge og styre slagets gang vi ses samme sted til næste år.
Referent JJ
Har du en god historie – kontakt gerne NordsøPosten


