Af Ove Møller, Michael Grydbæk Eriksen og Georg Larsen, Tversted
Her kommer lidt status med videre på underskriftsindsamling imod at kørebanen på Tannisbugtvej i Tversted reduceres til en bredde på seks meter.
Vi har indtil i dag modtaget 255 underskrifter. Ved underskriften har personen angivet sit bymæssige tilhørsforhold. 112 Tversted, 42 Bindslev, 3 Uggerby, 3 Tuen og 9 Sindal. Det giver i alt 169, der er forankret i Tversted og Tversteds naturlige opland.
De resterende 86 underskrivere er for manges vedkommende personer med sommerhus i Tversted eller er opvokset i Tversted, men senere er fraflyttet, men føler et fortsat tilhørsforhold til Tversted.
Værd at nævne er også de 14 erhvervsdrivende på/ved Tannisbugtvej, som er modstander af indsnævring af Tannisbugtvej.
Ved modtagelse af aktindsigt i kommunens sag i områdefornyelse i Tversted er vi bekendt med, at Søren Borup Winther på vegne af en gruppe på 31 personer har ønsket at gøre TMU (Hjørring Kommune teknik- og miljøudvalg) opmærksom på deres opbakning til den vedtagne plan for ”Områdefornyelse i Tversted”. De har således med deres egne ord ønsket at tilkendegive, at der er andre meninger i byen, end dem, der råber højt på sociale medier/tv.
Vi råber ikke højt på sociale medier og eller tv. Vi udnytter blot vores ytringsfrihed og demokratiske ret til at gøre borgere og ikke mindst politikere opmærksom på, at vi føler os ført bag lyset i processen op til, at byrådet vedtager planen for områdefornyelse i Tversted.
I den forbindelse henvises til tidligere langt opslag, der påviser, at borgere og virksomheder ikke på noget tidspunkt er gjort opmærksom på klart og utvetydigt, at områdefornyelsen medfører, at kørebanen på Tannisbugtvej reduceres til en bredde på 6 meter.
Hvis kommunen havde brugt en lokal konsulentvirksomhed som Tankegang i Sindal, som Søren Borup Winther er medejer af, havde vi nok fået den borgerinddragelse, vi efterlyser. Virksomheden annoncerer med følgende kompetence om borgerinddragelse:
Tankegang rådgiver om, tilrettelægger og står for borgerinddragelse, både fysisk og digitalt. Vi tilrettelægger processen, så borgerne kommer til orde og føler sig taget alvorligt. Sammen med kommunen eller forsyningen formulerer vi et mål for inddragelsen og tilrettelægger processen med det for øje. De aktive borgere skal have en god oplevelse, og der skal komme et synligt resultat ud af deres input.
Set i bagklogskabens klare lys føler vi, at kommunens administration og formanden for Tversted Borger- og Turistforening samt de andre personer i koordineringsgruppen i Drømmen om Tversted (som vi ikke må få at vide hvem er) blandt andet har arbejdet med at reducere kørebanen på Tannisbugtvej til en bredde på 6 meter.
Det er vores opfattelse, at en så væsentlig ændring af de trafikale forhold på Tannisbugtvej kræver en høring af ikke mindst de erhvervsdrivende og ikke mindst de borgere, der bor i Tversted.
Høringen er dog ikke et lovkrav, men det hører med til almindelig ordentlighed fra kommunens og ikke mindst fra byrådets side at gennemføre en sådan høring.
Fra et referat på et møde i samarbejdsgruppen den 16. maj 2024 på Klitgården i Tversted fremgår det i øvrigt, at kommunen opfordres til at informere beboerne langs Tannisbugtvej om planerne inden alt for længe. Dette er så vidt vides aldrig sket.
Det er så denne manglende høring vi har gennemført med underskriftsindsamlingen fra den 4. november 2024. Denne høring giver et tydeligt fingerpeg på, at der er endog stor modstand mod at reducere vej bredden på Tannisbugtvej.
Når en kommune ønsker et gennemføre en områdefornyelse gælder der regler for borgerinddragelse og for inddragelse af erhvervsdrivende. Vi mener ikke, at kommunen har levet op til denne forpligtelse i det forløb der er foregået i 2023 og helt op til byrådets beslutning den 28. februar 2024.
Det ville være rart, hvis en uafhængig tredjepart kunne afgøre, om vores antagelse er korrekt.
Derfor planlægger vi at spørge folketingets ombudsmand om vores antagelse er korrekt.
Hvad laver folketingets ombudsmand vil mange nok spørge.
Ombudsmanden behandler klager over myndigheders afgørelser og sagsbehandling.
Ombudsmanden kan behandle klager over offentlige myndigheder, for eksempel kommuner og regioner, statslige myndigheder som ministerier og styrelser/direktorater, nævn og råd.
Klagerne kan handle om den afgørelse, en myndighed har truffet, den behandling, en borger eller sag har fået af myndighederne, at en myndighed ikke svarer, eller at sagen trækker ud (klageren skal dog i første omgang selv rykke myndigheden for svar).
Vi ønsker kun det bedste for Tversted, og det er at bevare Tannisbugtvej i nogenlunde samme bredde som nu.
Venlig hilsen
Ove Møller, Michael Grydbæk Eriksen og Georg Larsen
Herunder seneste indlæg på NordsøPosten i sagen om Tannisbugtvej i Tversted
Karsten Weinkouff: Når mennesker efter en lang proces ikke føler sig hørt
Du kan læsere flere indlæg og artikler om Tannisbugtvej i Tversted på NordsøPosten