Nedlukningen i Nordjylland berører 16.000 virksomheder, 280.000 borgere og 126.000 beskæftigede, viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.
– Selv om vi fik en opblødning af restriktionerne mellem de syv kommuner, skaber restriktionerne stadig store problemer og frustrationer for rigtige mange nordjyske virksomheder og borgere. Selvfølgelig skal vi sørge for, at vi får inddæmmet og kontrolleret smitten. Vi skal gøre alt hvad vi kan, for ingen har interesse i, at det løber løbsk. Det har vi stor forståelse for, men problemet rammer mange, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, Dansk Industri.
Dansk Industri har opgjort, at næsten 17.000 nordjyder fra de ramte kommuner dagligt pendler til Aalborg Kommune. De er blevet ramt af restriktionerne, og har nu sværere ved at passe deres arbejde.
– Vi har brug for, at der bliver åbnet op i hele Nordjylland, så snart det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Og hvis det har længere udsigter, har vi brug for at få udviklet bedre løsninger i mellemtiden til at håndtere pendling ind og ud over kommunegrænserne, så virksomhederne og medarbejderens hverdag kan fungere. Nogle af løsningerne findes allerede i dag i form af tests og regulering af transporten, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen.
Regeringen præsenterede 5. november planerne om nedlukning af Nordjylland. Siden er nogle af restriktionerne blev lempet igen, men der gælder stadig særlige regler for syv kommuner i Nordjylland, og det er på den baggrund, Danmarks Statistik har opgjort tallene.
– Virkeligheden er, at rigtig mange nordjyder bor i én kommune og arbejder i en anden, og Aalborg ikke mindst er et helt centralt knudepunkt i regionen. Så restriktionerne rammer ikke kun de tusindvis af virksomheder, medarbejdere og borgere i de syv kommuner. Det rammer hele Nordjylland – og hele vores samfund, siger DI-direktøren.