Tirsdag den 13. juli sker der magiske ting, når Margrete Grarup med sin intense og indlevende sang tager fat på den rytmiske kirkemusik. Hun kan med sin stemme få kirkerummet til at vibrere.
Margrete Grarup har i over 30 år sunget soul, gospel, blues og jazz i et utal af sammenhænge og har bl.a. 3 DMA-nomineringer (Dansk Musik Pris) med sig, og en stor turne-virksomhed.
Michael Sunding er en troldmand på tangenterne. Foruden at boltre sig i alle jazzens genrer, kan han også gå ind i helt andre genrer som fx dansk sang. Han har tidligere fornyet nationalt arvegods med de anmelderroste udgivelser ”The Melodies of Carl Nielsen” og ”The Melodies of Nordic Christmas” med bassisten Mads Vinding. Begge blev Ugens Album på DR P8-jazz. ”Sådan kan man lege med nationalarven – hvis man er begavet nok”.
Duo’en Grarup-Sunding har sammen udgivet CDen: ”PH på NY” (PH viser med et twist!) – og er klar til i august-september at udgive en CD med aftenens koncertnumre.
Billetter à 100,-kr kan købes på forhånd på www.vendsysselfestival.dk. Billetter kan også købes ved døren, så længe der er ledige pladser. På grund af gældende corona-regler er der et begrænset antal tilhørerpladser.