På tirsdag den 26. september sælges der billetter til årets julefrokost i Poulstrup Hallen, hvor KANDIS leverer musikken og MENY i Hjørring leverer den gode julemad.
Arrangøren af den traditionelle julefrokost er den selvejende idrætshal i Poulstrup, og formanden for halbestyrelsen, Karina Mølgaard Frost, oplyser, at julefrokosten i år afholdes lørdag den 18. november fra kl. 18.30 til 02.00.
Formanden oplyser i øvrigt, at man i halbestyrelsen er pavestolte over at alle de tidligere 29 julefrokoster med Kandis i Poulstrup, har været afholdt for udsolgte huse, og det forventer hun også i år.
Tirsdag d. 26. september koster billetterne 395 kr. pr. stk. og billetsalget foregår kl. 19 i Poulstrup Hallens cafeteria, Poulstrup Skolevej 5, Poulstrup. Billetterne giver adgang til en sjov og glad aften med lækker julemad fra MENY i Hjørring og livemusik fra Danmarks mest populære danseorkester KANDIS. Køb af billetter skal ske ved personligt fremmøde, hvor der uddeles numre til de personer, der står i kø, og man skal oplyse det antal billetter man ønsker at købe.
Der vil helt sikkert blive rift om de 800 billetter, så arrangørerne opfordrer til, at man møder op i god tid d. 26. september, hvor cafeteriet åbner kl. 16, og holder åbent indtil selve billetsalget kl. 19 er overstået. Billetterne kan betales med betalingskort, MobilePay eller med kontanter. Er der billetter tilbage efter billetsalget d. 26. september sælges de til 450 kr. pr. billet ved at kontakte Marianne og Kim Stokbro på tlf. 98988107.
Til julefrokosten den 18. november vil der være billetkontrol, så det er vigtigt man husker sin billet til julefrokosten.
Poulstrup Hallen drives udelukkende drives frivillige kræfter, og man kan se mere om hallen og motionscentret i Poulstrup på www.vrejlev-haestrup-hallen.dk