Sparekassen Danmarks lokale afdelingsdirektør Rene Jensen havde torsdag en stor check på 31.500 kroner med til Hirtshals Handel & Erhvervs handelschef Per Martensen og til byens maskot.
Den gamle maskot “Frede Fyrtårn” var slidt op efter mange års tro tjeneste med blandt andet at uddele slik til børnene, når der er arrangementer i byen. Nu er han gået på efterløn, og en ny ”Frede Fyrtårn” er født.
Der mangler i øvrigt frivillige, som har lyst til at tilbringe nogle spændende timer forklædt som maskot. Der venter sikkert nogle sjove oplevelser forklædt som ”Frede Fyrtårn” med udsigt til mange mennesker i byen.
Prisen for den nye maskot var præcis de 31.500 kroner fra Sparekassen Danmark. Rene Jensen overrakte pengene ved en lille hyggelig komsammen først inde hos Ostemanden og derefter uden for hos Vinmanden i Nørregade. Forklaringen er naturligvis, at de to er sammen hver for sig i de hyggelige omgivelser.
Handelschef Per Martensen var naturligvis glad for pengegaven både på egne, foreningens og byens vegne. Hirtshals Handel & Erhvervs erklærede formål er at skabe fremgang og glæde for byen og ikke mindst byens forretninger og virksomheder.
Formålet og ønsket om at skabe fremgang og glæde i Hirtshals deles af den meget lokalt forankrede Sparekassen Danmark, som i lokalafdelingen på Jyllandsgade har 12 medarbejdere.
– Vi er rigtig glade for gennem Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel at kunne støtte mange forskellige aktiviteter i området. Alle med et godt projekt, idé og formål er velkommen til året rundt at søge penge fra fonden. Vi ønsker at være en vigtig medspiller på hjemmebanen, siger afdelingsdirektør Rene Jensen.
Om Sparekassen Danmark og fonden:
Som en stærk garantsparekasse støtter vi de lokale initiativer. Vi støtter lokalområdet via en række velgørende fonde, som kan ansøges af for eksempel foreninger og initiativgrupper i sparekassens markedsområde.
I forbindelse med en række lokale sparekassers sammenlægning med Sparekassen Danmark er der blevet oprettet fonde med det formål at yde støtte til almennyttige eller velgørende formål inden for den pågældende sparekasses tidligere markedsområde.
Sparekassen Vendsyssels Fond blev stiftet i foråret 2017 og fik i den forbindelse tilført 25 millioner kroner fra Sparekassen Vendsyssel.
Sparekassen Vendsyssel og Jutlander Bank fusionerede i 2021, og fonden skiftede i denne forbindelse navn til Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel.
Fondens kapital er opstået ved, at en del af sparekassens overskud i en årrække henlægges til fonden. Det henlagte beløb skal godkendes af sparekassens repræsentantskab. Den bundne kapital placeres i garantbeviser i sparekassen, og det er således afkastet af denne bundne kapital, der hvert år anvendes til uddeling i overensstemmelse med fondens formål.