Der er altid et eller andet på vej…
Et eller andet at glæde sig til…
Et eller andet at frygte…
Noget der skal overståes…
Noget der forventes med glæde…
Så man ikke kan være i sig selv…
eller blot en viden om…
at man ved det
når det er der…
Som når man uforvarende oplever foråret første lærke…
Smilet bliver lidt bredere…
Skridtene lidt lettere…
Fuldstændigt irrationelt…
som fx at vide, hvor solen går ned i Løkken
ved vintersolhverv…
Ved vandtårnet – som fungerede som vandtårn indtil 1975 – står en skulptur…
Solhvervssøjlen, der antyder, hvor både vinter- og sommersolhvervssolene går ned, er skabt af Bodil Dam…
I dag fejres de to begivenheder i Løkken selvfølgelig ved solhvervssøjlen, og i forbindelse med indvielsen af søjlen i 2004 fortalte kunstneren om personerne, som har hver deres dagsorden…
Turisterne som holder øje med sommersolens nedgang…
Den fastboende som ihvertfald er der om vinteren…
Det ældre par som i generationer har været der hele tiden…
Det unge sværmende par, som måske bare skal have undskyldning for at kunne være sammen ude…
Og så… hunden, som er placeret med snuden mod øst…
Fordi… kunstneren ikke tror, at dyr interesserer sig for det æstetiske ved en solnedgang…
Jeg er ikke enig… ihvertfald er der så forskel på hunde…
