Bogen Frederikke kommer til at stjæle er forfatterens egne oplevelser fra dengang, hun som ved et uheld kom til at gå ud fra en butik med en pakke tyggegummi i lommen, uden at betale.
– Selv som voksen kan jeg huske, hvor skidt jeg havde det. Efter ’uheldet’ gik jeg en uge derhjemme og var trist og fik fysisk ondt i maven. Da endelig jeg betroede mig til mine storesøster, fik vi fortalt det til min mor, og alt blev godt igen, men jeg glemmer alligevel aldrig følelsen af at gå med sådan en hemmelighed helt alene, erindrer Rikke Ella Andrup.
Det blev udgangspunktet for den første bog, som handler om hemmeligheder. Man kan drage mange paralleller til, hvad det kan være, et barn går rundt og tumler med alene. I Frederikke kommer til at stjæle var det søsteren, der blev den fortrolige, men hun kunne have lige såvel have været en lærer, en bedstemor eller veninde.
Frederikke kommer til at grine
Den næste bog Frederikke kommer til at grine er også en bog, som ligger forfatteren tungt på sinde. Emnet er samvittighed, som kan være en svær definition for børn, men der gemmer sig også et budskab mere i bogen.
Den handler om den nye dreng i klasse, Simon, som Frederikke straks bliver bedste venner med. Simon stammer, men det er ikke noget Frederikke går så højt op i. Alligevel sker det en dag, at hun kommer til at grine ad Simon. Frederikke får dårlig samvittighed, og så skal der rettes op på skaden igen. Til sidst viser det sig, at Simon er imponerende dygtig til noget, som ingen af de andre vidste, faktisk bedre end deres klasselærer.
Det oprindelige udgangspunkt for bogen var egentligt ’ikke at dømme ved første øjekast’. Det er bestemt en morale, som både voksne og børn har brug for at lære og til tider også blive påmindet om.
– Jeg har flere situationer fra det voksne liv, hvor jeg er blevet forarget og vred over andres dom, blot fordi de ikke kender den pågældende. Mennesker kan være ufattelig dømmende, hvis du skiller dig ud på en eller anden måde. Om det så handler om at stamme, som Simon i bogen, eller du er ordblind, overvægtig, handicappet eller hvad som helst, så er det åbenbart alt for let at dømme, forklarer Rikke.
– Og man kan dømme på mange måder; børn driller eller griner måske, voksne kan tage afstand eller nedgør andre. Uanset hvordan, så gør det ondt på den person, det går ud over.
Frederikke kommer til at slå
Den sidste af bøgerne taler nærmest for sig selv med titlen Frederikke kommer til at slå, men hvorfor slår hun og hvem? Det var en episode fra forfatterens børn i skolen, som lagde sig til grund for bogen. Den berømte dråbe i bægeret fik en episode til at skalere og endte i slagsmål.
Hvordan skal børn håndtere sådan en situation? Forfatterens bud er i bogen at sætte sig ind i ’mobberens’ tanker og forstå, hvorfor denne har et behov for at mobbe. Der bliver kræset om emnerne at være misundelig, at føle sig uretfærdigt behandlet og at få nok.
– Jeg tager udgangspunkt i noget, jeg selv kender eller har oplevet, fordi jeg forstår følelserne, der følger med. Jeg mener, at det giver en mere troværdig og nærværende handling. Samtidig bliver det også emner, som har lagret sig hos mig og dermed har stor betydning for mig, forklarer forfatteren.
Illustrationerne er en stor del af historierne
Illustrationerne til bogen er lavet af den anerkendte børnebogsforfatter og illustrator, Ane Gudrun, som Rikke i forvejen har et godt samarbejde med.
Ane er kendt for sine smukke, rustikke illustrationer og roses for evnen til at udtrykke følelser i ansigtsudtryk og kropssprog. Illustratorer fik frie tøjler til at illustrere og fortolke på historierne. Det eneste krav forfatteren stillede var udseende på de tre karakterer, som går igen i alle tre bøger; Frederikke, storesøsteren Katrine og moren Ursula.
– Eftersom jeg var hende, der stjal, så skulle Frederikke selvfølgelig ligne mig som barn, deraf også navnet. Søsteren, Katrine, er mit eget forbillede i min søster og hvad var så mere naturlig end at min mor, som også er en trofast støtte, skulle have den sidste rolle. Sådan endte det med, at de tre karakterer kom til at ligne min egen familie … Og Ane har lavet et sublimt arbejde. Den lille Frederikke med det fistede hår er en tro kopi af mig som barn. Hvordan mon hun kom frem til det resultat uden at have set billeder fra min barndom, griner Rikke stort og trækker på skuldrene.
Fakta
Forfatter:
Rikke Ella Andrup (f.1977), opvokset i Hjørring, bosiddende i Hirtshals.
Indehaver af Forlaget Nelumbo og Forlaget Petunia, Hirtshals.
Titler:
Frederikke kommer til at stjæle
Frederikke kommer til at grine
Frederikke kommer til at slå
Udgivelse:
Den 22. oktober på Forlaget Petunia
Aldersgruppe:
Velegnet til højtlæsning for børnehave og indskoling.