Af Martabolette Stecher
Da jeg var barn gik alle mødrene fra Fyrbakken ned på stranden ved Fyrklit i Hirtshals om sommeren for at sludre og slikke sol og slippe børnene fri.
Med kurve fyldt med Marie Kiks, kold rød saftevand og kaffe brygget på en melissa travede vi alle ned i slugten gennem det meget varme sand. Der var ingen trappe. Vi børn måtte hoppe og danse for ikke at brænde fødderne, og løb om kap for at være den første til at dyppe tæerne i det kolde vand. Der var altid mange folk på stranden mest kvinder med børn.
Historier blev delt fra det lokale liv i Hirtshals, og jeg husker, at det altid var spændende historier om, hvem der var blevet det ene og det andet. Hvis jeg holdt mig til ved de voksne, kunne jeg være heldig, at jeg fik en chokoladekiks forærende, men ellers gik dagene hele sommeren lang med at bygge sandslotte med volde og tårne, som vi kunne dekorere med muslingeskaller, sten og hvad der blev skyllet op af havet. Det bedste jeg vidste var at løbe langs vandet til Tornby strand og hilse på folk.
Vi lyttede til, hvad de voksne fortalte om gode baderegler og kun at gå ud til navlen og aldrig at bade, når vi lige havde spist. Vi havde respekt for havet og fik fortalt historier om de nøgne tyskere, der lå på luftmadrasser og nogle gange drev til havs. Da vi blev ældre, holdt vi børn os ikke tilbage og svømmede ud til både anden og tredje revle. Jeg tror ikke, at vi måtte, men vi blev grebet af det.
Senere dyrkede jeg natbadning og kunne finde på en sommernat og gå gennem de mørke klitter ned til havet og dyppe mig med morrild dansede i den lyse nat. Det var tider. Nu har jeg stranden næsten helt for mig selv. Badegæsterne holder sig nok mere til hotellet og sommerhusene med pool, selvom der ikke er noget, der kan måle sig med en dukkert i det store, friske og altid foranderlige Vesterhav.
Det er herfra min verden går med dyrebare minder om en barndom fyldt med liv, latter og lyse nætter.